Internationalt område

— Arkiveret under ,


Internationalt område:

Handicaporganisationernes Nordiske Råd (HNR)

HNR - Handicaporganisationernes Nordiske Råd - er rammen for gode konsultationer mellem de nordiske handicapparaplyer. Her afstemmes synspunkter vedr. arbejdet i FN for en konvention for mennesker med handicap. Her drøftes standpunkter i den fælles europæiske paraply, Det Europæiske Handicapforum. Og her udveksles erfaringer på centrale emnekredse for det nationale arbejde. Det være sig struktur på sundhedsområdet, sociale ydelser og tilskudsordninger (tips/lotto, m.v.).

Dette har fungeret tilfredsstillende i 2004. Glædeligt har det endvidere været at se Grønland, som en aktiv deltager i dette arbejde. Ny ledelse for handicaporganisationen på Grønland har skabt håb om et kontinuerligt samspil med denne organisation.

Derimod har arbejdet i det andet nordiske forum været for stillestående, for megen tid er gået med at diskutere, hvad der burde behandles, frem for faktiske debatter og handlinger.

Poul Erik H. Petersen

Nordisk Handicappolitisk Råd (NHPR)

NHPR samler embedsfolk, parlamentarikere og repræsentanter for handicapparaplyerne til politiske drøftelser. Der er god vilje fra alle parter, men det er de seneste år blevet til for lidt. Især for få debatter med reelt politisk indhold. I stedet er mange kræfter brugt på afvikling af diverse konkurrencer, der skal skabe opmærksomhed om tilgængelighed og Design for alle.

I 2004 vandt Foreningen Tilgængelighed for Alle en af de nordiske priser. Ja, danske projekter tog de tre første priser i temaet for det år : Turisme for alle. Det er udtryk for gode danske initiativer, men desværre også udtryk for svag deltagelse fra øvrige lande. Modsat har Danmark stået yderst svagt på emner som tilgængelighed i de nordiske hovedstæder.

Poul Erik H. Petersen

Nordiska samarbetsorganet för Handicapfrågors
rådgivende u
dvalg (støtte til nordisk arbejde)

I år 2004 har der igen været afholdt et møde, hvor vi besluttede de endelige fordelinger af støtte til handicaporganisationernes nordiske arbejde. Da det kan være vanskeligt at gennemskue ansøgningen og de muligheder, der er for at få tildelt et beløb, udsendte jeg i 2004 samarbejde med DSI et brev til samtlige medlemmer af DSI. Heri beskrev jeg blandt andet:

"Før ansøgningen skrives, er det væsentligt at læse vejledning og ansøgningsskema nøje igennem, idet der kun bevilges midler til formål, der falder under formålet med puljen. (…) Antallet af midler er væsentlig mindre end de ansøgte midler, hvorfor der årligt sker en prioritering af midlerne. Derfor er der ingen garanti for tildeling af midler, selvom alle krav er opfyldt og arrangementet ligger indenfor puljens formål. (…) Det er meget vigtigt, at I overholder ansøgningsfristen. Hvis fristen overskrides vil ansøgningen blive afvist."

Birte Hagelund

(Niels-Anton Svendsen er suppleant)

Rådet for internationalt udviklingssamarbejde (Danida)

Det første møde i Rådet i 2004 fandt sted den 8. marts med overskriften Delivering Good Governance, hvor der blev leveret spændende oplæg fra Julia Dolly fra African Union, ambassadør og fredsmægler Kiplagat. Dr. Katherine Namuddu talte om regeringsførelse og ligestilling, som kun omhandlede ligestilling mellem kønnene. Sidste taler var udenrigsminister Per Stig Møller, der gjorde det meget klart, at Danmark ønsker at stramme kravene til lande, der skal modtage dansk udviklingsbistand, når det gælder Good Governance.

Rådet var indkaldt til møde med den nye udviklingsminister Bertel Haarder i september 2004, hvor han præsenterede regeringens prioriteter for perioden 2005-09. Han forsikrede her, at "ingen skinner skulle brækkes op", men de udstukne retningslinier, som er kendt, også ville være gældende i fremtiden. Han understregede endvidere, at han ikke fandt konflikter eller problemer i, at han også er minister for integration.

I november 2004 afholdt Rådet en konference med FN`s vicegeneralsekretær Louise Frechette. Emnet var en drøftelse af status for opfyldelsen af FN`s 2015-mål, Monterrey forpligtelserne, samt spørgsmål om donorharmonisering. Drøftelserne blev anset for meget vigtige, da status for 2015-målene skal op til drøftelse mellem regeringscheferne i New York i 2005. Status for Danmarks vedkommende fås på: www.danida-publikationer.dk

Mogens D. Pedersen

Bestyrelsen for Europæisk Handicapforum (EHF/EDF)

Jeg er valgt af EHF's generalforsamling til EHF's bestyrelse (Board). Jeg er valgt som repræsentant for alle de nationale paraplyorganisationer, hvorfor jeg altså ikke direkte repræsenterer DSI. DSI har altid siddet i EHF's ledelse og har bestemt altid gjort rimelig fyldest. De seneste år er DSI's engagement i forhold til EHF's politiske arbejde steget noget.

EU-området må unægteligt siges at fylde mere og mere i forhold til den nationale handicappolitik. Det gælder både i forhold til de mere overordnede principper, samt i forhold til konkrete direktiver, som f.eks. busdirektivet, og i forhold til forskellige mere eller mindre formelle resolutioner om, hvordan Europa forstår handicappolitikken.

Som opfølgning på Det Europæiske Handicapår 2003 har EU-kommissionen udarbejdet en europæisk handlingsplan på handicapområdet, som bør kunne give kvalitative forbedringer for mennesker med handicap i Europa, ikke mindst fordi kommissionen har besluttet at lave systematisk opfølgning på planen (flot).

Den større opmærksomhed fra EU's side på handicapområdet betyder naturligvis også, at arbejdet i EHF og EHF's arbejde får større og større prioritet i DSI's arbejde. Derfor har DSI prioriteret sin indflydelse i EHF højere end nogen sinde tidligere.

Der afholdes 2-3 møder årligt i EHF's bestyrelse. Læs mere på www.edf-feph.org. Hertil kommer, at deltagelsen i EHF's bestyrelse afføder invitationer til deltagelse i diverse EU-formandskabsarrangementer.

Stig Langvad

Nordisk Forening for Rehabilitering (NFR)

Efter man i august 2003 havde besluttet, at næste "styremøte" skulle finde sted den 10. maj 2004 i København, skete der ikke mere i NFR. I efteråret 2004 foreslog lederen Ragnar Akre-Aas fra Norge, at foreningen blev nedlagt og at dette skulle besluttes på et ekstraordinært møde i Oslo 1. december. Fra DSI's forretningsudvalg deltog John Sørensen i mødet, hvor det enstemmigt blev besluttet at nedlægge Nordisk Förening for Rehabilitering (NFR), og at de tilbageværende midler skulle doneres til "Rehabilitation International (RI)" med adresse pt. i New York.

Mogens D. Pedersen

Søg
Kontakt
Kommunikationschef
Elizabeth Burns
ebb@handicap.dk
3638 8510
For tillidsfolk
Hvad enten du arbejder i råd eller nævn - eller er menigt medlem af en afdelings-bestyrelse - så besøg de særlige sider:
For tillidsfolk