Handlingsplan

Handlinger tilknyttet webside
« Forrige side | | Næste side »   Side 2/13
Handlingsplan

 

Fokuspunkter 2010-11

 

Revideret udgave
11. maj 2010

J.nr. 14128-09 /JH

Forord

Vi ønsker med denne handlingsplan at udpege en række områder, hvor vi mener, at Danske Handicaporganisationer skal kæmpe for retten til lige muligheder - og helst have forbedret mulighederne ved udgangen af 2011. Vi har valgt 11 punkter ud. Vi ønsker principielt at anvende ca. halvdelen af DH's ressourcer til disse prioriterede fokuspunkter. Vi håber at kunne blive bedre til at sætte en dagsorden - at gøre en forskel.

Men de udvalgte indsatsområder er naturligvis ikke det eneste, DH skal beskæftige sig med. Der er masser af politiske indsatsområder, der indgår som en del af DH's normale drift. Dertil kommer de opgaver, der opstår som følge af det politiske liv, hvor DH naturligt må reagere. Til drift og respons ønsker vi at anvende den anden halvdel af vore ressourcer.

Planen dækker reelt perioden maj 2010 til april 2012, men nogle af målene kan godt have et længere perspektiv, bl.a. fordi de er afhængige af beslutninger i omgivelserne. Forretningsudvalget kommer med forslag til en ajourført handlingsplan til repræsentantskabsmødet i april 2012.

Med den nye måde at prioritere på, indføres også en anden måde at organisere arbejdet på. Vi ønsker fremover at arbejde mere fokuseret og på tværs af politikområderne og at inddrage organisationernes samt sekretariatets kompetencer mest muligt.

Med denne nye handlingsplan forlader vi de fem faste udvalg, og nedsætter i stedet projektgrupper, hvor de prioriterede emner fordrer dette. Projektgrupperne kan arbejde i nogle måneder eller måske et eller to år, men vil typisk have et mere konkret og måske mere praktisk fokus end de tidligere faste udvalg havde det. De vil alle blive udstyret med et stramt kommissorium, ligesom de vil få en fast tidsplan og mindst en person tilknyttet fra sekretariatet.

Den nye arbejdsform må ikke ændre på de grundlæggende forudsætninger for vores udvikling af politik på handicapområdet. Det skal fortsat være medlemsorganisationerne, der på baggrund af deres erfaringer fra deres medlemmer, bestemmer hvad det er, DH skal beskæftige sig med. Det skal fortsat være medlemsorganisationerne, der bestemmer handicappolitikken. I langt hovedparten af arbejdsgrupperne vil det fortsat være repræsentanter fra medlemsorganisationerne, der leverer arbejdskraften og den konkrete viden. DH skal fortsat løse de opgaver, som defineres af fællesskabet.

Der er ingen tvivl om, at der stilles større krav til forudgående analyser og mere politisk strategi, hvis der skal ske forbedringer på handicapområdet i fremtiden. Øget professionalisering og øget fokusering er nøgleord i forhold til at skabe resultater. Det er et faktum, som også handicaporganisationerne bliver nødt til at justere forholde sig til.

Med repræsentantskabets vedtagelse af handlingsplanen kan den nye måde at prioritere ressourcerne på godt betyde ændringer i den hidtidige støtte til de enkelte medlemsorganisationer.

Der er fortsat mange kampe, der skal kæmpes på handicapområdet. Den kamp stopper aldrig, da personer med handicap altid vil udgøre en kompleks minoritet med mange forskellige interesser og behov - som vi ikke kan forvente, at samfundet vil levere ”af sig selv”. Der må inspiration til. Den må vi levere som enkeltorganisationer og i fællesskab.

For retten til lige muligheder.

Stig Langvad
Formand

 

 

DH ønsker at gøre en forskel på følgende områder:

 

  • Handicapkonventionen - begrebsafklaring & formidling

  • Boliger frem for institutioner

  • Indtægt og førtidspensionsreform

  • Indtægt under den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse

  • Lige adgang til sundhedsydelser

  • Lokal interessevaretagelse

  • Medieaftale og public service-aftaler skal indeholde krav om tilgængelighed

  • Rehabilitering - i lov og praksis

  • Ret til befordring

  • Sagsbehandling og retssikkerhed

  • Standardisering - overblik og strategi

Søg
Kontakt
Kommunikationschef
Elizabeth Burns
ebb@handicap.dk
3638 8510
For tillidsfolk
Hvad enten du arbejder i råd eller nævn - eller er menigt medlem af en afdelings-bestyrelse - så besøg de særlige sider:
For tillidsfolk