Rehabilitering - i lov og praksis
Handlinger tilknyttet webside
Alle mennesker med handicap skal have mulighed for at blive helt eller delvis selvforsørgende, og at have et aktivt fritids- og familieliv. Alle, der har behov for det, skal tilbydes en sammenhængende rehabilitering, der sætter det hele menneske i centrum, og går på tværs af sektorerne. Rehabiliteringen skal sikre den størst mulige deltagelse i samfundslivet på egne vilkår.
En sådan rehabiliteringsindsats er i dag ikke klart beskrevet i lovgivningen. Lovgivningen fokuserer i alt for høj grad på konkrete resultater, selvom alle ved, at det ikke er alle mennesker, der kan leve op til disse konkrete krav på et givet tidspunkt i deres liv. De nødvendige og sammentænkte tilbud eksisterer ikke, og det betyder, at der er et stort behov for fokus på organisering, kvalitet og løbende udvikling af rehabiliteringsindsatsen. Samtidig mangler det nødvendige forsørgelsesgrundlag, der er en forudsætning for succesfuld rehabilitering. Det giver særlige problemer for mennesker med psykiske funktionsnedsættelser, der ikke tilbydes rettidig behandling og ofte forsørges af kontanthjælp. Der er derfor et behov for at udvikle en ny ydelse, der adskiller sig i krav og varighed fra eksisterende ydelser, såsom revalideringsydelse og sygedagpenge. Førtidspensionen skal ikke i spil førend det er nødvendigt.
Aktiviteter
DH skal afdække og formidle behovet for at etablere en effektiv sammenhængende rehabiliteringsindsats på lokalt og regionalt niveau, på tværs af sektorer - med fokus på såvel børn, unge og voksne. DH skal samarbejde med relevante andre aktører for at skabe politisk opbakning til tiltagene.
Målene er nået når…
-
DH har bidraget aktivt til en videreudvikling af hvidbogen om rehabilitering i regi af Rehabiliteringsforum Danmark.
-
DH har udarbejdet en samlet politik for rehabiliteringsområdet. DH har konkrete forslag til lovændringer.
-
DH deltager i ekstern arbejdsgruppe med fagforeninger om at fremme gennemførelsen af en rehabiliteringsydelse.
-
DH har skabt opbakning bag forslaget om en rehabiliteringsydelse og medvirket til, at der er blevet fremsat forslag til dens vedtagelse i Folketinget.
Organisering
Arbejdet begynder med deltagelse i tænketank i regi af Rehabiliteringsforum Danmark.
