Du er her:

Cases

Følgende er beskrivelser, som kan være typiske for borgerens forløb.

 

Case nr. 1

Mand 45 år, der har haft epilepsi i mange år med både krampeanfald og absencer. Han har haft en god arbejdsgiver, der har forsøgt at omplacere ham mange gange, men som til sidst må fyre ham, da han ikke har anfaldskontrol og heller ikke kan magte sine arbejdsopgaver længere.

Efter fyringen har han været i rigtig mange arbejdsprøvninger uden noget resultat. Han får det gradvist dårligere og bor nu hjemme hos sin bror og svigerinde, der holder øje med ham. Han kommer ikke, når han bliver indkaldt til møde i kommunen. Han kommer heller ikke til kontrol på sygehuset, og han får derfor heller ikke den nødvendige regulering eller behandling af sin epilepsi.

Både sygehuset og kommunen vil meget gerne hjælpe ham, men det er svært, når han ikke kommer til de aftaler, han har.

 

Case nr. 2:

Mand 28 år. Tilsyneladende har han styr på sit liv trods epilepsi i frontallapperne. Han har let ved at få nyt arbejde, han fremtræder charmerende og er god til at overbevise andre om sine evner. Han har dog problemer med at fastholde et arbejde og han har rigtig mange jobskift.

Da han gennemgår en neuropsykologisk undersøgelse, viser det sig, at han har store problemer med planlægning og organisering. Han har meget lille indsigt i egne begrænsninger og kan have svært ved at afkode sociale situationer.

 

Case nr. 3:

48 - årig kvinde som udover epilepsi også har diabetes 1 samt forhøjet blodtryk. Hun får først epilepsi som 48 årig. Hun har aldrig haft problemer på sit arbejde på grund af diabetes, men da hun får epilepsi, oplever hun nedsat hukommelse og massiv udtrætning. Især udtrætningen er et problem, da Grethe skal have kræfter til at dyrke motion for at forebygge sin diabetes og forhøjede blodtryk.

Da hun får epilepsi, arbejder hun 37 timer om ugen, men efter en længere sygemelding, der blandt andet skyldes alvorlige bivirkninger ved epilepsimedicinen, magter hun ikke længere arbejde 37 timer om ugen.

Case nr. 4:

35 årig kvinde, der som ung pige sparket i hovedet af en hest og fik derefter epilepsi.

Hun har svært ved at acceptere epilepsien og har i mange år levet uden at tage de nødvendige forholdsregler. Hun afslutter 10. klasse, men kommer ikke i gang med en uddannelse. Hun har mange korte ansættelser hos forskellige firmaer. Hun oplyser, at hun føler sig presset i ansættelserne samt at det kniber med hukommelsen. Ud over det er hun angst for hvornår næste anfald viser sig.