Du er her:

Ny rapport: Uddannelsesresultater og -mønstre for børn og unge med handicap - Årgang 1990

Den ny rapport viser, at der fortsat er stor forskel på uddannelsesresultaterne hos elever med handicap og jævnaldrende elever uden handicap.

I 2009 udkom rapporten "Uddannelsesresultater og mønstre for børn og unge med handicap". I den nye undersøgelse, som Epinion har udført for Undervisningsministeriet, undersøger man igen den samme gruppe unge med handicap fra årgang 1990 for at belyse deres valg og præstationer fra grundskolen, gennem ungdomsuddannelserne og videre ind på de videregående uddannelser, sammenholdt med elever uden handicap.

Undersøgelsen ser på uddannelsesresultater og -mønstre hos 1.190 unge med handicap sammenlignet med jævnaldrende unge uden et handicap.

I gruppen af unge med et handicap indgår elever med synshandicap, bevægehandicap, ordblindhed og psykiske lidelser m.m., men ikke elever med et betydeligt kognitivt handicap som eksempelvis udviklingshæmning. Undersøgelsen bygger på data fra Danmarks Statistik fra 2012.

Undersøgelsen viser:

  • 90 pct. af eleverne med handicap gennemfører 9. klasse. 96 pct. blandt deres jævnaldrende uden handicap gennemfører 9. klasse.
  • Elever med handicap klarer sig dårligere ved folkeskolens 9.-klasseprøver. Deres karaktergennemsnit er 0,9 karakterpoint under karaktergennemsnittet for elever uden handicap.
  • 73 pct. af eleverne med handicap påbegynder en ordinær ungdomsuddannelse. 92 pct. af eleverne uden et handicap påbegynder en ordinær ungdomsuddannelse.
  • Mange unge med handicap påbegynder deres ungdomsuddannelse senere end unge uden handicap, og tendensen er, at de er længere om at komme gennem ungdomsuddannelsen.
  • Der er stort set ingen forskel mellem unge med handicap og unge uden handicap med hensyn til frafald på ungdomsuddannelsen.
  • 40 pct. af de unge med handicap gennemfører en ungdomsuddannelse, mens 66 pct. af unge uden handicap gennemfører en ungdomsuddannelse.
  • 25 pct. af unge med handicap påbegynder en videregående uddannelse, mens det er 44 pct. unge uden handicap fra årgang 1990, der påbegynder en videregående uddannelse.
  • Forældres tilknytning til arbejdsmarkedet, indkomstniveau og uddannelsesbaggrund har en betydning for elevernes uddannelsesresultater og -mønstre.