Du er her:

Bedre sundhedstilbud

Personer med handicap oplever stor ulighed i sundhed, fordi der ikke er fri og lige adgang til alle i det danske sundhedsvæsen. Med bedre sundhedstilbud kan uligheden fjernes.

Der skal være fri og lige adgang til det danske sundhedsvæsen for alle. I dag oplever mange personer med psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse stor ulighed i deres adgang til sundhedsvæsnet, hvilket har den konsekvens at mange alvorlige sygdomme, for denne gruppe, opdages for sent. Det danske sundhedsvæsen er organiseret efter, at patienter er selvopsøgende og dermed selv kontakter en læge ved sygdom eller symptomer. Denne organisering skaber ulighed, da den ikke omfatter mennesker, der grundet funktionsnedsættelser ikke selv er i stand til at gøre opmærksom på alvorlige symptomer.

DH mener, at alle borgere med en betydelig intellektuel eller psykisk funktionsnedsættelse årligt skal have et tilbud om at få foretaget et sundhedstjek hos deres praktiserende læge. Erfaring fra udlandet viser, at disse særlige sundhedstjek mindsker uligheden i sundhedsvæsnet.

DHs mål er, at der etableres en ordning, hvor personer med intellektuelt eller psykisk handicap tilbydes et regelmæssigt sundhedstjek, hvor medicingennemgang indgår.