Du er her:

Forebyggelse og sundhedsfremme

Handicapperspektivet skal tænkes ind i den almindelige forebyggelses- og sundhedsfremmeindsats. Der skal også øget fokus på de særlige handicaprelaterede behov 

Handicapkonventionens artikel 25.

Personer med handicap oplever ulighed i sundhed, herunder også i adgangen til forebyggelse og sundhedsfremme. Der er markante problemer med ulighed i sundhed for personer med handicap.  For nogle af de mest sårbare grupper er der en markant overdødelighed – fx lever personer med psykisk funktionsnedsættelse 15-20 år kortere end personer uden.

Ulighederne skyldes en række forskellige barrierer – fx manglende viden om og fokus på handicap blandt sundheds- og støttepersoner, utilgængelige faciliteter/tilbud og mangel på indsatser, der imødekommer de specifikke sundhedsbehov, der følger af funktionsnedsættelser.

Konsekvensen af ulighederne er, at personer med handicap ofte ikke har mulighed for at bruge de eksisterende forebyggelses- og sundhedsfremmetilbud – enten fordi tilbuddene ikke er tilgængelige, eller fordi de ikke er tilstrækkeligt målrettet borgernes behov. Resultatet er, at de grupper, der ofte har størst behov for forebyggelses- og sundhedsfremmeinitiativer, oplever dårligst adgang til tilbuddene.  

DH mener:

  • Handicapperspektivet skal indarbejdes i de generelle indsatser for at fremme folkesundheden, herunder i vejledninger, standarder, forebyggelsespakker m.m.
  • Der skal udvikles flere forebyggelses- og sundhedsfremmetilbud med fokus på den hjælp og støtte, som personer med handicap specifikt har brug for som følge af deres handicap.
  • Der skal sættes mål for at fremme sundheden for mennesker med handicap, og der skal følges op med en samlet plan for at nedbringe den handicaprelaterede ulighed i sundhed.