Du er her:

Kontanthjælp

Personer med handicap har ret til et forsørgelsesgrundlag, der er tilstrækkeligt for dem selv og deres familie. Kontanthjælp udgør i den forbindelse et absolut minimumsniveau. Personer med handicap bør altid blive mødt af en høj faglig kvalitet og handicapspecifik viden i visitationen og i den efterfølgende sagsbehandling og indsats, således at de får de bedste muligheder for at opnå social tryghed på lige fod med andre borgere. 

Handicapkonventionens Artikel 28

Kontanthjælpen skal være en midlertidig ydelse. Erfaringen er imidlertid, at personer med forskellige former for funktionsnedsættelse i stadigt stigende omfang visiteres til kontanthjælp, og at kommunerne ikke følger op på disse borgere eller tilbyder dem den nødvendige indsats. Nogle lever i flere årtier på kontanthjælp, fordi jobcenteret ikke evner at tilbyde den rette beskæftigelsesrettede eller rehabiliterende indsats. Med de forringede muligheder for at få førtidspension og ændringen af fleksjobordningen, parkeres flere borgere med handicap på kontanthjælp uden den rette indsats. Kontanthjælpssystemet differentierer efter den seneste reform (2014) endnu skarpere mellem forskellige ydelser og indsatser, og personer med handicap risikerer alt for ofte at modtage en nedsat ydelse og en forkert indsats. Dette skyldes blandt andet manglende viden i visitationen om handicap, kompensation, arbejdsmarkeds- og uddannelsesmuligheder, herunder især manglende indsigt i psykiske, kognitive funktionsnedsættelser og usynlige handicap.

Nedsat kontanthjælp til personer under 30 år skal afskaffes. Lavere ydelser virker ikke motiverende i sig selv, og det rammer især skævt, når det handler om unge med handicap, der skal til at gå i gang med en uddannelse eller har ambitioner om at forsøge sig på arbejdsmarkedet. De har først og fremmest behov for den rette hjælp, evt. behandling og social støtte, hvis de skal have en fornuftig overgang til voksentilværelsen. Kontanthjælp på normalt niveau er en forudsætning for at opnå dette fodfæste i tilværelsen. Af samme årsag mener DH også, at uddannelseshjælp er en forkert ydelse til personer, som har handicap.

Sanktioner er ikke fremmende for uddannelse og udvikling hos personer med handicap. Det vil tværtimod ofte være kontra-produktivt. Set i lyset af, at mange borgere, der modtager kontanthjælp, har et handicap, fx psykisk sygdom, eller mentale og kognitive handicap, og derfor må forventes ikke altid at kunne handle rationelt, rettidigt eller kommunikere på kommunens præmisser, er sanktioner en helt forkert metode til at forsøge at opnå borgerens aktive medvirken i tilbud og aktiviteter.

Kontanthjælp bør ikke være afhængig af ægtefællens eller samlevendes indtægt, som det er tilfældet i dag. Ethvert menneske har ret til et eget indkomstgrundlag og til at forvalte dette selv ud fra egne ønsker og behov, uanset om de er gift eller ej.

Kontanthjælpsmodtagere, som er jobparate kan blive pålagt nyttejob af kommunen. DH mener ikke, at nyttejob er en indsats, som flytter folk med handicap fra kontanthjælp til varig beskæftigelse eller uddannelse. For personer med handicap er der behov for en mangeartet indsats, som tager højde for funktionsnedsættelsen og hvor den korrekte kompensation og støtte til job og uddannelse iværksættes.

DH mener:

  • Visitationen til kontanthjælpssystemet skal forbedres og handicapspecifik viden, samt tværfaglighed, skal tilføres indsatsen.
  • Nedsat kontanthjælp og uddannelseshjælp, som bygger på økonomiske incitamenter til at komme i beskæftigelse, er forkerte og kontra-produktive ydelser til mennesker med handicap. Kontanthjælp bør være minimum.
  • Alle kontanthjælpsmodtagere skal som minimum have en tværfaglig og helhedsorienteret indsats, én plan og én koordinerende sagsbehandler.
  • Sagsbehandlere i jobcentrene skal have større viden om handicap og bedre adgang til ekspert-viden herom.
  • Nyttejob ikke skal bruges over for personer med handicap. Det risikerer at forlænge tiden der går, før den korrekte og nødvendige indsats iværksættes