Du er her:

Ledsagelse og støtteordninger

Personer med handicap skal have adgang til et udvalg af støttetilbud i hjemmet og på boligområdet samt andre lokale støttetilbud, herunder den nødvendige personlige bistand for at kunne leve og være inkluderet i samfundet, samt for at forebygge isolation eller udskillelse. Den enkelte skal altid have indflydelse på, hvem der skal ledsage og støtte.

Handicapkonventionens Artikel 19 b.

I dag er den hjælp og støtte, som mennesker med funktionsnedsættelse kan få, opdelt efter en række forskellige paragraffer, primært i serviceloven. Hver enkelt af disse bestemmelser er rettet mod en bestemt målgruppe og giver mulighed for at i­mø­dekomme et eller flere behov i større eller mindre omfang. Det har aldrig været meningen, at behov af en bestemt type, til en bestemt gruppe eller af et bestemt omfang, ikke skal kunne imødekommes. Ikke desto mindre er dette tilfældet. 

En restriktiv fortolkning af de enkelte bestemmelser medfører, at borgerne enten ikke får den hjælp, de har behov for, eller, at hjælpen sammensættes usammenhængende, uden at tage bestik af borgerens samlede livssituation. For eksempel når det gælder serviceloven, kan hjemmehjælp ydes i hjemmet, men ikke uden for hjemmet. Ledsagelse kan kun y­des uden for hjemmet og kun i begrænset omfang. Ligesom det skaber forvirring, at der er to forskellige paragraffer for hjælpeordninger. Der er heller ikke altid sammenhæng mellem de støtteordninger, der gælder inden for de forskellige sektorer, fx sammenhæng mellem mentorordninger og personlig assistance på arbejdsmarkedet og de forskellige støttemuligheder, der gælder i andre sektorer.

Der er behov for at forenkle lovgivningen, når det drejer sig om at personer med handicap har behov for personlig bistand og støtte i den daglige livsførelse. Dette kunne evt. ske ved en samling af forskellige paragraffer. Det er væsentligt, at udmålingen af støtten tager udgangspunkt i en afklaring af den enkeltes behov ud fra den samlede livssituation. De grundlæggende principper for udmåling af hjælpen er kompensation, lige muligheder og rehabilitering. Med en samling kan der åbnes op for en tværsektoriel koordinering i afklaringen af den enkeltes behov. Det vil give mulighed for at kunne finde frem til en ganske særlig løsning, baseret på kombinationer fra de forskellige regelsæt – evt. løsninger, der ikke kan lade sig gøre i dag pga. lovgivningsmæssige restriktioner.

Det er helt afgørende, at personen med behov for personlig bistand og støtte har indflydelse på, hvem der skal udføre opgaven.