Du er her:

Magtanvendelse

Brugen af magtanvendelse over for børn, unge og voksne med handicap skal begrænses mest muligt. Magtanvendelse skal altid være sidste udvej. Alternative, mindre indgribende foranstaltninger, skal altid være afprøvet inden, der gribes til en så indgribende beslutning som magtanvendelse. Magtanvendelse skal altid ske med respekt for det enkelte individs fysiske og psykiske integritet. 

Handicapkonventionens Artikel 17.

Der er en række problemstillinger i forhold til brugen af magtanvendelse over for børn, unge og voksne med handicap, inden for forskellige områder, sektorer og målgrupper. Generelt er der ikke et tilstrækkelig og systematisk tilsyn med brugen af magtanvendelse, hvilket betyder, at muligheden for forebyggelse forringes. Eksempelvis viste Ombudsmanden tilsynsbesøg i 2014, at nogle psykiatriske afdelinger ikke har tilstrækkeligt overblik over, om der er mønstre i og årsager til den tvang, som de bruger over for deres patienter – f.eks. tvangsfiksering. Derfor kan det være svært at sætte systematisk ind på at mindske brugen af tvang, konkluderede Ombudsmanden.  

For mange områder og målgrupper gælder det også, at der pga. manglende ressourcer gribes til magtanvendelse frem for andre løsninger, fx ved manglende personale i skoler, på botilbud for voksne, aflastningstilbud for børn og i psykiatrien. Pga. af manglende ressourcer er der ligeledes sket en holdningsændring, hvor myndighedspersoner har udtrykt ønske om, at der i højere grad åbnes op for mulighed for medicinering, overvågning og magtanvendelse for at reducere udgifterne. 

Det er en meget bekymrende udvikling, som klart er i modstrid med handicapkonventions Art. 18 om, at personer med handicap har ret til frihed for udnyttelse, vold og misbrug. For at forebygge brugen af magtanvendelse, er der brug for et vedvarende fokus på brugen af magtanvendelse.

Ud over manglende ressourcer er der også manglende viden og kompetencer hos personalet i forhold til at anvende alternative metoder og arbejde systematisk med nedbringelse af magtanvendelse, fx i forhold til børn og unge på både almen- og specialskoler, i psykiatrien og på dag- og døgntilbud for voksne med handicap.  

Der er også en tendens til, at politikerne gennem ny lovgivning øger beføjelserne til magtanvendelse i en række sektorer, fx for at bekæmpe kriminalitet og udadreagerende adfærd.

DH mener:

  • Der skal laves politiske målsætninger om nedbringelse af magtanvendelse på alle niveauer og inden for alle områder og sektorer.
  • Der skal laves konkrete handlingsplaner for udmøntning af de politiske målsætninger.
  • Der er behov for systematisk overvågning og registrering af brugen af magtanvendelse, så der sikres et effektivt tilsyn jf. Handicapkonventionens Art. 16, stk. 3.
  • Reglerne for registrering og politisk behandling af magtanvendelse skal være ens, uanset hvilket område man befinder sig inden for.
  • Der skal ske en national opsamling og overvågning af magtanvendelse inden for det sociale område og uddannelsesområdet, ligesom på psykiatriområdet.
  • Den nødvendige viden om magtanvendelsesreglerne og kompetencer til at bruge alternative metoder skal styrkes i praksissektoren, gennem vedvarende uddannelse.