Historien bag konventionens tilblivelse

Handicapbevægelsens historie kan med god grund opdeles i tiden før og efter FN’s Inter­nationale Handicapår i 1981. Handicapspørgsmål blev tidligere i vidt omfang set som vel­gørenhed båret af medfølelse og omsorg og som et rent socialt anliggende, der drejede sig om forsorg. Men efter 1981 blev gjort klart, at det drejer sig om ligestilling og integration.

Det Internationale Handicapår løste i sig selv ingen problemer, men var en god anledning til at gøre mennesker med handicap og deres problemer særlig med  hensyn til uddannel­se, arbejde og fritidsliv synlige.

I slutningen af 1980erne forsøgte både Italien og Sverige at samle opbakning til en handicapkonvention,  men initiativerne strandede på modvilje især fordi arbejdet med FN’s børnekonvention havde vist sig meget vanskeligt. Sverige gav dog ikke op, og i 1993 fik man trods alt vedtaget en ikke retligt bindende deklaration nemlig FN’s standardregler om lige muligheder for mennesker med handicap.

Otte år senere i 2001 tog Mexico initiativ til udarbejdelsen af en handicapkonvention, og denne gang var der bid! Efter to års forhandlinger enedes FN’s medlemslande om at nedsætte en komité, som gennem de følgende tre år udarbejdede en konventionstekst. Denne er udtryk for et kompromis, idet de 125 lande, som stod bag, skulle være enige, inden teksten kunne forelægges FN’s generalforsamling til endelig vedtagelse. Dette skete den 13. december 2006.

Handicapkonventionen cementerer et såkaldt paradigmeskifte i handicappolitikken: Handicappolitik handler ikke længere om god vilje men derimod om rettigheder, lige muligheder og ikke-diskrimination.