Rettigheder
Læs om DH's arbejde med rettigheder i dansk lovgivning, i Europæiske direktiver samt i FN's handicapkonvention.
Rettigheder
Mennesker med handicap har fuldstændig samme rettigheder, som alle andre mennesker. Det er Handicapkonventionens grundlæggende formål at sikre ligestilling for mennesker, og at menneskerettighederne reelt også opfyldes for mennesker med handicap. DH arbejder for en så omfattende opfyldelse af rettighederne, som overhovedet muligt. Derfor arbejder DH både med Handicapkonventionen og med andre menneskerettighedskonventioner, ligesom vi samarbejder både med Institut for Menneskerettigheder og med civilsamfundsorganisationer inden for andre områder, hvor mennesker bliver diskrimineret. F.eks. organisationer for mennesker med etnisk minoritetsbaggrund eller for kvinder.
I DH’s internationale arbejde spiller rettigheder – både Handicapkonventionen og andre menneskerettighedskonventioner – en stor rolle. Vi understøtter handicaporganisationer i syd i at anvende menneskerettigheder som fundament for udvikling. På den måde får mennesker med handicap et stærkt fundament i samarbejdsrelationen med regeringer og i samarbejdet med andre civilsamfundsorganisationer.
DH rapporterer til de FN-komiteer, der overvåger forskellige menneskerettighedskonventioner. På den måde får vi en rettesnor for, i hvor høj grad Danmark opfylder menneskerettighederne. Ved at rapportere til forskellige komiteer, understreger vi samtidig, at rettigheder for mennesker med handicap skal være inkluderet i menneskerettighederne generelt, og ikke kan henføres udelukkende til Handicapkonventionen.
I 2012 sætter DH fokus på:
National handlingsplan
Som led i opfyldelsen af forpligtelser i medfør af Handicapkonventionen, skal staten udarbejde en handlingsplan for, hvordan Handicapkonventionen kan omsættes til praksis. DH udarbejder en plan, der viser, hvordan Handicapkonventionen bedst kan omsættes til praksis inden for udvalgte områder. DH’s plan bruges til at presse på for at sikre, at statens plan bliver så kvalificeret og omfattende, som overhovedet muligt. I arbejdet med planen involverer DH aktivt medlemsorganisationer og afdelinger, ligesom vi samarbejder med organisationer uden for DH, når det er hensigtsmæssigt.
