DH og standardreglerne
Om arbejdet med at forvandle regler til handling.
FN's Standardregler er efter 10 år blevet en integreret del af dansk handicappolitik. Regeringen og de politiske partier har taget Standardreglerne til sig, og henviser ofte til reglerne, når de fremsætter lovforslag eller debatterer handicappolitik i Folketinget. Det kan vi i handicaporganisationerne kun være tilfredse med.
Nogle af ministerierne er også meget bevidste om Standardreglernes målsætning på deres område. En række af dem har fremlagt handleplaner for handicappede ligestilling inden for de sidste fire-fem år. Men der er lang vej igen. Der mangler mange ministerier.
Det Centrale Handicapråd gør en stor indsats for at udbrede kendskabet til Standardreglerne. I DCH mødes repræsentanter fra ministerier, kommuner og amter mødes med handicaporganisationerne. Rådet har lavet en del informationsmateriale om Standardreglerne.
Lokal handicappolitik
DSI brugte megen energi på sidst i 90'erne at fortælle embedsmænd og politikere i amter og kommuner om Standardreglerne. Det er i større og større udstrækning her, at den daglige handicappolitik udformes. Vi fik i de tre første år støtte fra Socialministeriet til et projekt, vi kaldte "Fra regler til handling".
DSI uddannede lokale tillidsfolk fra handicaporganisationerne til at tage kontakt med amter og kommuner - for at sikre Standardreglernes gennemførelse lokalt. Nogle kommunalpolitikere har sagt, at Standardreglerne allerede er gennemført i Danmark. Det er desværre ikke tilfældet! På tilgængelighedsområdet halter vi f.eks. meget bagefter udviklingen i andre lande.
Det er DSI's håb, at embedsmænd og politikere fremover vil bruge Standardreglerne som et måleinstrument for, hvor langt man er kommet med handicappedes ligestilling.
Kommunerne skal i følge styrelsesloven mindst hvert andet år udarbejde hensigterklæringer om deres mål og visioner for de tilbud, de stiller til rådighed for borgerne. Det gælder også, hvad angår indsatsen på handicapområdet. DSI opfordrer kommunalbestyrelserne til at tilslutte sig FN's Standardregler som målsætning for deres fremtidige arbejde. Dermed får man et gennemarbejdet og alment kendt grundlag at arbejde ud fra.
DSI's tillidsfolk søger landet over at kontakte kommuner og amtskommuner for at indlede et samarbejde om denne proces. Flere steder har kommunerne allerede valgt at undersøge de forskellige forvaltningsgrene for at få et overblik over, hvor langt man er kommet med Standardreglernes gennemførelse. I overensstemmelse med Standardreglerne sker dette naturligvis i et samarbejde med DSI og de lokale handicaporganisationer.
