Case 2: Venteliste til hjemmevejledning (§85)

Sag nr. 2 - Poul Lüneborg - 24 11 2010.

Sagens baggrund:

A fik ved Silkeborg Kommunes afgørelse af 7. januar 2009 bevilget hjemmevejledning to timer ugentligt efter ser­vicelovens § 85. Det blev samtidig ved afgørelsen med­delt A, at Silkeborg Kommune ikke i øjeblikket havde mu­lighed for at iværksætte hjemmevejledningen på grund af besparelser. A fik derfor oplyst, at hun var optaget på venteliste og ville blive kontaktet, når hjemmevejledning igen kunne iværksættes.

A indbragte sagen for Det sociale Nævn. Nævnet afviste ved brev af 3. februar 2009 at behandle sagen og over­sendte samtidig sagen til tilsynet til behandling.

Silkeborg Kommune har udtalt sig til sagen. Silkeborg Kommune har blandt andet anført, at serviceloven ikke in­deholder regler om frister inden for hvilke den af kommu­nen bevilgede hjælp skal ydes.

Det anføres videre, at kommunen bevilger bostøtte efter servicelovens § 85 til udsatte borgere og til borgere med betydelig varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne men med tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse. På grund af store budgetmæssige overskridelser på områ­det for socialt udsatte har Social- og arbejdsmarkedsafde­lingen i august 2008 været nødsaget til at etablere en ven-teliste for personer, som afdelingen har bevilliget bostøtte efter servicelovens § 85. Borgere på venteliste tilbydes al-tid råd og vejledning fra sagsbehandlerne i ventetiden, og der følges løbende op på sagerne.

Silkeborg Kommune anfører videre, at de borgere på ven­telisten, der vurderes at have størst behov for støtte, ryk­kes frem på ventelisten, således at det er borgere med størst behov, der først vil modtage støtte, samt at Silke­borg Byråd i marts eller april 2009 skulle drøfte de øko­nomiske udfordringer på området. Herefter ville den på­gældende borger blive orienteret om, hvornår det forven­tedes, at vedkommende kunne modtage den bevilgede bostøtte.

Det fremgår endelig, at det er Silkeborg Kommunes opfat­telse, at når lovgivningen ikke indeholder frister for, hvornår den bevilgede støtte skal gives, overtræder kommunen ikke lovgivningen ved at have ventelister i forhold til bostøtte efter servicelovens § 85.

Statsforvaltningen har til brug for behandlingen af sagen anmodet det daværende Indenrigs- og Socialministerium om en udtalelse til sagen. Det anmodedes særligt oplyst, om der efter ministeriets opfattelse er hjemmel til at op­rette ventelister, og om der i givet fald er grænser for, hvor længe en borger må stå på venteliste. Kopi af mini­steriets udtalelse vedlægges .

Regelgrundlag:

§§ 3, 4, 85 og 173 i lovbekendtgørelse nr. 1096 af 21. september 2010 om social service er sålydende:

Stk. 2. Når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om til­bud efter §§ 32, 36, 101 , 103, 104 og 107-110, skal afgø­relsen indeholde oplysninger om beslutninger om den kon­krete indsats, som iværksættes, og formålet hermed. Hvis den konkrete indsats ændres væsentligt, finder forvalt­ningslovens kapitel 3-7 anvendelse ved kommunens be­slut-ning herom. Beslutninger om væsentlige ændringer af den konkrete indsats kan indbringes for de sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og admi­nistra-tion på det sociale område.

§ 4. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter denne lov.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen opfylder sit forsyningsan­svar efter stk. 1 ved brug af egne tilbud og ved samarbej­de med andre kommuner, regioner eller private tilbud.

§ 85. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, omsorg el­ler støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdig­heder til personer, der har behov herfor på grund af bety­delig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særli­ge sociale problemer.

§ 173. Kommunen afholder endeligt udgifterne efter denne l ov.

Statsforvaltningens udtalelse:

Statsforvaltningen fører tilsyn med, at kommunerne over-holder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, jf. § 48, stk. 1 , i styrelsesloven.

Det følger af servicelovens § 3, stk. 1, at det er kommu­nalbestyrelsen, der træffer afgørelse om tilbud efter lo­ven. Det er således kommunen, der har myndighedsopga­ven ef-ter serviceloven. Det betyder, at kommunen skal træffe af-gørelse om, hvilke ydelser m.v. en borger er be­rettiget til efter lovgivningen. Som myndighed skal kom­munen også træffe afgørelser om ændringer i eller ophør af ydelser, som den har tilkendt en borger. Kommunens afgørelser træffes efter ansøgning eller undertiden på eget initiativ. De kan normalt påklages til Det Sociale Nævn.

Når kommunen har tillagt en borger en lovbestemt ydelse m.v. er kommunen dernæst forsyningsansvarlig, jf. ser­vicelovens § 4. Det vil sige, at det er kommunen, der skal sørge for, at den bevilgede ydelse m.v. faktisk også leve­res. Det følger således af § 4, stk. 1, at det er kommunal­bestyrelsen, der skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter loven, mens § 4, stk. 2, angiver hvorledes kommunalbestyrelsen kan opfylde sit forsyningsansvar.

Kommunens afgørelse om tildeling af en ydelse efter ser­viceloven tillægger borgeren et retskrav på ydelsen, mod­svaret af kommunens pligt til at levere den pågældende ydelse. Borgerens ret gælder principielt fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt, eller fra den dag, hvor den ifølge kommunens eller Det Sociale Nævns afgørelse er gælden­de. Den gælder endvidere indtil den dag, hvor ydelsen m.v. efter loven eller afgørelsen skal ophøre, eller indtil kom­munen ved en fornyet afgørelse fratager borgeren den tid­ligere tillagte ydelse m.v.

§ 3. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud ef-

ter denne lov. SIDE 2

SIDE 3

SIDE 4