Indtægt under STU
Med udgangspunkt i DH’s handlingsplan 2010-12 skal arbejdsgruppen udarbejde en model for forsørgelse på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU).
Der er ikke knyttet nogen forsørgelsesordning til STU, for de unge der er eller fylder 18 år, mens de går på uddannelsen. I virkelighedens verden er billedet meget blandet. Nogle unge på uddannelsen modtager førtidspension fra de fylder 18 år, andre modtager revalidering, forrevalidering eller kontanthjælp.
DH’s Forsørgelsesmodellen skal være ligestillende, dvs. der skal findes en indtjeningsmæssig model, der giver balance mellem ligestilling under uddannelse og den livslange ligestilling, hvor målgruppen for STU almindeligvis ikke opnår nogen høj indkomst.
Det er ikke enkelt at finde den rette forsørgelse til unge på STU. De vil ikke have mulighed for at have et liv svarende til andre unges, hvis de skal leve af SU eller SU med handicaptillæg. De kan ikke som andre unge arbejde ved siden af uddannelsen og hvis de flytter hjemmefra vil det ofte være til en bolig, der er dyrere end andre unges bolig. Der skal blandt andet tages højde for disse elementer når en forsørgelsesmodel skal findes.
Der skal indgå følgende elementer i forsørgelsesmodellen:
· En ydelse den enkelte har krav på
· En ydelse der giver de unge på STU de samme muligheder som andre unge
· En ydelse der tilgodeser den livssituation, den unge er i.
Opgaven er relateret til Artikel 19 i FN’s handicapkonvention, om retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet.
