DSI-Nyhedsbrev 4-2004 (december)

Ungeseminar: Mød os som mennesker

En weekenden i september 2004 holdt DSI et seminar for 14 unge på mellem 13 og 18 år. Vi skulle blive klogere på, hvordan børn og unge med handicap oplever hverdagen og hvilke ønsker og krav, de har til deres vilkår - nu og i fremtiden.

Bag seminaret stod DSI's børnegruppe, der er en tværgående arbejdsgruppe med deltagelse fra flere af vore fagudvalg. På forhånd mente vi nok, at vi havde nogenlunde fat i, hvilke behov børn og unge har, og at vi i det handicappolitiske arbejde stiller de rigtige krav. Vi skulle blive overraskede, men ikke skuffede.

Det gennemgående tema var, at deltagerne ofte følte sig dårligt behandlet og diskrimineret - og som regel var årsagerne misforståelser. Der var et fælles og meget stort ønske om, at oplyse bredt om handicap på en meget slagkraftig måde.

Deltagerne var nu ikke blege for at erkende det ironiske i, at de hver især vidste meget lidt, eller slet ingenting, om hinandens handicap.

Som mennesker

Skal man koge deltagernes budskaber helt ned, så må det blive noget i retning af følgende:

Vi udarbejder en rapport fra seminaret. Derefter vil vi invitere DSI-organisationerne til en konference om børn og unge med handicap. En konference, hvor vi fokuserer på, hvad de selv siger, hvad de selv ønsker. Hvordan kan vi være med til at sikre dem gode vilkår, som organisationer og som samfund?

Vi håber, at organisationerne derefter får mod på at føre ideen med børne-unge-seminarer videre. Vi stiller meget gerne vor erfaring til rådighed.

Stor nysgerrighed

DSI's seminar startede med, at de 14 unge (og nogle personlige hjælpere) ankom til Pindstrupcentret i løbet af fredag eftermiddag og aften. Fra DSI deltog repræsentanter for børnegruppen, sekretariatet og til opgaven ansatte hjælpere.

Første punkt på programmet var velkomst, navnelege og aftensmad. Nogle af deltagerne faldt straks i hak og snakken gik, mens andre havde behov for en lidt længere tilpasningstid. Men allerede næste morgen flyttede deltagerne selv om på spisebordene, så de unge kunne sidde ved samme bord - med kun et minimum af voksne tilstede i form af tolk og helt nødvendige hjælpere.

Nogle af deltagerne vidste vi havde koncentrationsvanskeligheder og adfærdsforstyrrelser, der gør det svært at håndtere de lidt flydende situationer, og at skulle sætte sig ind i andres tanker og argumenter. Vi valgte derfor nogle meget varierede arbejdsformer, både individuelle og gruppevist. Og det gik over al forventning. Lidt held spillede nok også ind.

Mal og svøm

En af arbejdsmetoderne var malerværkstedet, hvor man skulle male sine drømme om fremtiden - personlige eller samfundsmæssige. Det fungerede godt. Det var tydeligt, at fordybelsen og muligheden for småsnak og hygge gav plads til udfoldelse for nogle af de unge, som ikke var så diskuterende.

Og så var Pindstrupcentrets svømmehal et hit. Uden den havde seminaret simpelthen været et andet. Svømmehallen kunne ryste sammen og stille lige. Her var bevægehandicappene ikke så begrænsende, samtidig med at vægten på den fysiske aktivitet gjorde kommunikationshandicap og koncentrationsproblemer mindre betydningsfulde.

Efterfølgende har flere deltagere fortalt os, at det havde været grænseoverskridende - og krævet opbydelsen af en stor portion mod - at deltage i seminaret. Vi er dem meget taknemmelige for at de gjorde det.

Det var en stor gevinst, at vi havde deltagere med mange og meget forskellige funktionsnedsættelser. De unge havde en stor nysgerrighed i forhold til hinandens handicap. De udspurgte hinanden, så vi i mange tilfælde kunne være fluer på væggen i stedet for at have den aktive interviewers rolle.

Forundring og forargelse

Spørgsmålene var klare og konkrete: "Hvad gør du, hvis du har glemt din stok, og der ikke er nogen du kan spørge?" Svaret kom helt uden tøven: "Det sker ikke." Og vi blev alle klogere på, hvilken orden og struktur der er nødvendig, hvis man skal klare sig som ung og stærkt svagsynet.

Forundringen og forargelsen var også stor, da det gik op for de hørende deltagere, at døve har så dårlig mulighed for at følge med i TV's nyhedsudsendelser - selv med alle de teknologiske muligheder, der kunne sikre tekstning eller tolkning.

Det gjorde et stort indtryk at høre unge døve fortælle om, hvor meget bagud og hvor dum man kan føle sig, når man er et halvt døgn for sent på den med viden om konkret nyhedsstof. Og så er det sådan set ligegyldigt, om det handler om terroraktioner eller kongelige skilsmisser.

Der var mange situationer, hvor svaret nok var mere oprigtigt og direkte, fordi den der spurgte var en jævnaldrene, og tilmed en, som selv havde et handicap.

Ses vi igen?

"Hvornår er næste seminar? Der vil jeg gerne med". Det var det stående spørgsmål, da vi afsluttede seminaret. Det har vi faktisk ingen planer om. Det er absolut ikke nogen dårlig ide, men så må medlemsorganisationerne på banen.

DSI fik et godt materiale at arbejde videre med - om unges hverdag, virkelighed og ønsker. Og deltagerne havde i høj grad også fået udbytte af seminaret: En oplevelse af accept, interesse og ikke mindst nye venner med andre interesser og udgangspunkter. Alle kendte til situationer, hvor de følte sig misforstået. Hvor de følte, at de skulle forklare og forsvare sig - eller blive diskrimineret.

For os som arrangører var seminaret en stor oplevelse. Tak til deltagerne - og til vore sponsorer, som gjorde arrangementet muligt. Vi kunne ikke have gennemført uden en god hjælperstab og faciliteterne på PindstrupCentret. Så tak til Social- og Undervisningsministeriet, Helsefonden samt Den Faberske Fond.