Share |
Forside | Projekter | Børn og unge | Ungeseminar 2004 | Konference for unge

Konference for unge

Den 15. marts 2004

J.nr. 4056.62 [20.01] /LFN

Hvordan er det at være ung med handicap?

DSI inviterer til et spændende seminar for unge

Er du i alderen 14 - 16 år, og har du lyst til at fortælle om din hverdag i skolen og fritiden, vil DSI meget gerne høre din mening. DSI er De Samvirkende Invalideorganisationer - altså den paraplyorganisation, som de fleste handicapforeninger er tilsluttet.

Vi vil meget gerne vide mere om din hverdag. Kan du for eksempel selv vælge, hvilken skole du vil gå på? Kan du frit vælge, hvad du vil gå til i din fritid? Kunne du tænke dig at lave om på noget?

I weekenden 17. til 19. september 2004 vil 15 unge på nogenlunde din alder mødes og tale om nogle af de her spørgsmål på Pindstrup Centret i Jylland.

Unge har måske været for usynlige i handicaporganisationerne. De har i hvert fald været for usynlige i DSI. Det vil vi gøre noget ved. For at finde ud, hvordan vi skal gribe arbejde an, vil vi lave en børne- og ungepolitik - og den skal ikke kun formuleres af voksne. Vi vil høre dig selv fortælle eksempler på gode og mindre gode ting, du har oplevet, om dine ønsker for din hverdag, og om den hjælp og støtte du får, eller ikke får. Desuden har vi brug for at høre om dine muligheder for at være sammen med dine venner, og flere andre ting.

Du skal skrive om, hvorfor du gerne vil med

Tænk over, hvorfor du har lyst til at deltage. Det skal du skrive ned på tilmeldingsblanketten. Fortæl så meget, du har lyst til. Du må gerne få nogen til at hjælpe dig.

DSI har brug for, at unge med flere forskellige handicap kommer med på seminaret. På den måde får vi nemlig mest at vide om de forskellige oplevelser, unge har fra hverdagslivet. Derfor er vi er også meget interesserede i, at unge fra både Sjælland, Fyn og Jylland kommer med.

Måske melder der sig flere, end vi kan være. Så er vi nødt til at sige nej til nogle af jer. Når vi vælger, hvem der skal med, kigger vi på, om der er unge med forskellige handicap, og hvor i landet, du kommer fra.

Vi har også planlagt andre ting i weekenden. På Pindstrupcentret, hvor seminaret finder sted, kan du lave sport og andre aktiviteter. Lørdag aften vil der være diskotek.

Har du brug for bestemte ting, hjælper vi dig med det

Hvis du har brug for en hjælper, skal du give besked på tilmeldingsblanketten. Vi sørger for, at der er den nødvendige praktiske og personlige hjælp på stedet. Hvis det betyder meget for dig, kan du evt. tage din egen hjælper med, men ikke din far og mor.

Er der andre hensyn, f.eks. i forhold til kosten, tegnsprogstolk eller andet så giv besked på samme tilmeldingsblanket.

Vi glæder os til at se dig.

Med venlig hilsen

DSI

Søg
Abonner på nyt
Få en mail en gang om ugen, hvis der er nyt indhold på dine favoritsider. Vælg selv, hvilke emner, du vil abonnere på.
Abonner