Projekt Forældre med Handicap
Projekt fra 2000-2001
Projekt Forældre med Handicap
I 2000 havde DH gennem længere tid kunnet konstatere problemer for forældre med handicap. Mange havde fortalt om, hvor svært det var at få bevilget kompenserende hjælp til forældrerollen. Der var eksempler fra DH´s medlemsorganisationer og konkrete eksempler i medierne. Desuden havde Center for Ligebehandling af handicappede i sin årsberetning fra 1998 behandlet problemstillingen.
I den sociale lovgivning findes der ikke særskilte bestemmelser om støtte til forældre med handicap og til de opgaver, der udspringer af eller direkte knytter sig til forældrerollen. Hjælpen skal ydes efter reglerne om handicapkompenserende ydelser til voksne. Det drejer sig fx om praktisk og personlig hjælp, forskellige muligheder for selv at ansætte hjælpere, hjælpemidler, boligændringer, ledsagelse og merudgifter.
Med det overordnede formål at sikre forældre med handicap de samme muligheder som andre forældre til at udfylde deres forældrerolle – og med henvisning til FN’s standardregler om lige muligheder for handicappede – tog DH i 2000-2001 initiativ til et udredningsprojekt, som blev finansieret af Socialministeriets satsreguleringspulje.
Resultatet af dette projekt kan aflæses i rapporten Når døgnet kun har 12 timer (hentes som Worddokument). DH fremstillede desuden en pjece, der blev sendt til landets kommuner i det håb, at sagsbehandlerne får øjnene op for problemstillingen - og de muligheder for støtte, der rent faktisk findes i den eksisterende lovgivning.
DH skrev på baggrund af rapporten til socialministeren og ham om at gøre det tydeligt for kommunerne, at der er muligheder for at yde støtte under den nuværende lovgivning. DH opfordrede desuden ministeren til at gøre reglerne tydeligere.
