Årets gang i jubilæumsåret 2009
I Danske Handicaporganisationer vil vi i 2009 bruge vores 75-års jubilæum til at markere, hvor vi kommer fra og især, hvor vi er på vej hen. Gennem hele året vil vi ved forskellige begivenheder sætte fokus på nogle af de områder, som vi arbejder med i vores dagligdag.
Allerede fra begyndelsen af året vil vi med en artikelstafet bede vores omverden sætte handicap på dagsordenen, når Karen Jespersen som den første vil give sit syn på, hvilke udfordringer Danske Handicaporganisationer står over for. Derefter vil der spredt ud over hele året være forskellige arrangementer rettet mod både offentligheden og vores egne organisationer.
Herunder er en foreløbig oversigt over nogle af de arrangementer, som vil præge jubilæumsåret for Danske Handicaporganisationer.
Se deltaljer om tid og sted i vores kalender.
Januar
Vi skyder jubilæumsåret i gang med en nytårstale fra vores formand Stig Langvad. Talen bliver udsendt til brug i pressen og i egne organisationer.
Februar
1. februar kommer første artikel i vores artikelstafet. Første bidragsyder er Velfærdsminister Karen Jespersen, som derefter vælger næste skribent. Stafetten vil blive afsluttet 1. december.
Marts
31. marts vil vi blive klogere på handicaporganisationernes brug af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap - der forventes ratificeret omkring dette tidspunkt. Vi holder en jubilæumskonference for vores medlemsorganisationer om konventionen.
April
22. april markerer Danske Handicaporganisationer sit 75-års jubilæum med en festkonference og reception ved Den Sorte Diamant i København.
24.-25. april markerer repræsentantskabet jubilæet ved sit årlige møde i Dronningens Ferieby, Grenå.
Maj
12.-14. maj er Danske Handicaporganisationer repræsenteret med en stand på årets REHAB-messe, hvor vi vil markere jubilæet.
Juni
DH arrangerer vi en temadag om overgangen til digitalt tv. Overgangen fra analogt til digitalt tv giver Danmark nye og bedre muligheder for at sikre implementeringen af tilgængeligheden til tv for mennesker med handicap.
Juli
Holder vi ferie, men 6. indlæg i artikelstafetten vil stadig give et skarpt blik på os og handicappolitikken i Danmark.
August
I anledning af jubilæet vil DH uddele fem jobpriser - for innovation på arbejdsmarkedet på handicapområdet.
September
I denne måned sætter vi unge med handicap på dagsorden, når vi i samarbejde med Sammenslutningen af Unge Med Handicap holder et ungdomsparlament med titlen ”Unge, handicap og politik”. Dette er afslutningen på et forløb, der giver unge med handicap en indgang til den demokratiske proces.
Oktober
På dette tidspunkt er FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap ratificeret i Danmark, og er forhåbentlig nået længere ud end til os selv og nogle få ministerier. For at hjælpe denne proces i gang vil DH inviterer eksterne samarbejdspartnere og andre til en konference, der sætter fokus på konventionens betydning for dansk retssikkerhed.
November
DH arrangerer en høring om førtidspension. Hvordan er man stillet økonomisk, når man modtager førtidspension og kan man leve ”et godt liv”? Det er nogle af de spørgsmål, der vil blive sat til debat på en høring i Landstingssalen.
December
1. december kommer sidste indlæg i vores artikelstafet, hvorefter artiklerne bliver samlet i et jubilæumsfestskrift – til inspiration for arbejdet på handicapområdet fremover.
3. december på FN’s internationale dag for personer med handicap. DH ønsker at markerer den som ”Dagen for Lige Muligheder” over hele landet. Vi ønsker at samarbejde med alle landets kommuner om at kunne præmiere særlige lokale tiltag, der giver lige muligheder for personer med handicap i hverdagen.
31. december udsender vi endnu engang en nytårstale, som vil se tilbage på året som gik - og udstikke retningen for DH’s arbejde i årene som kommer.
