”Men værst er isolationen...”

Af Anne Meiniche. Foto: Miklos Szabo

Der var engang, hvor Ole Mejndor altid var blandt de første i et selskab, som stak næven frem til hilsen, når han mødte nye mennesker. 

I dag ved han ikke, hvor han skal hilse, for han kan ikke se folk omkring sig og kun dårligt høre deres tale. Derfor er Ole Mejndor i en alder af 69 år nu efter eget udsagn indespærret og næsten afsondret fra resten af verden på grund af et handicap, som kun bliver værre og værre.

En sjælden stofskiftesygdom – Refsums syndrom - har fra hans pure ungdom langsomt men sikkert nedbrudt nerver og sanser. Hans syn begrænser sig til at skelne lys fra mørke, og hørelsen er så ringe, at Ole kun kan føre en samtale med et andet menneske, hvis der er helt, helt stille i rummet omkring ham.

I hverdagen betyder det, at Ole ikke kan færdes alene udenfor sit hjem, og at han og hans ligeledes døvblinde hustru Bente må orientere sig i forhold til hinanden med tydelige ”dyt-dyt”, klappen i hænderne og følen sig frem mellem møblerne i deres hjem i Herning. 

- Vi ramler nu ind i hinanden alligevel. Både fysisk og psykisk. Det er meget opslidende – langt værre, end jeg nogensinde havde forestillet mig, da jeg endnu havde en rest af mit syn tilbage, konstaterer Ole tørt.

Assistance påkrævet

I Herning Kommune har Oles situation indtil den 1. maj 2010 udløst hjælp i form af en kontaktperson, som har været hans øjne og øren i hverdagen. Eller rettere: I en del af hverdagen. Helt præcist har kommunens bevilling lydt på 37 timers assistance fra en kontaktperson om ugen plus yderligere 100 timer fordelt over året. De 100 timer kunne Ole  bruge til diverse aktiviteter – eksempelvis familiearrangementer, foreningsarbejde og andre sociale aktiviteter. I alt 1920 timers bistand. En ordning og et timetal, som Ole vurderede som tåleligt uden på nogen måde at være prangende.

- Jeg er jo ude af stand til at have nogen form for kontakt med verden omkring mig, hvis jeg ikke har en kontaktperson til at hjælpe mig med kommunikation og orientering, siger Ole og forklarer, hvorfor hans sygdom og handicap gør en simpel indkøbstur i supermarkedet til et projekt og en udfordring, som de færreste forestiller sig. 

- Jeg kan ikke tåle noget som helst, som kommer fra drøvtyggere. Kød, mælk, smør, ost – alt! Derfor er det livsvigtigt for mig, at min hjælper er med og kan læse varedeklarationer på alt, hvad vi køber. Det er meget tidskrævende – men helt nødvendigt for mig, siger Ole.

I hjemmet er det andre, helt almindelige ting, kontaktpersonen skal hjælpe Ole med. 

- Jeg har brug for, at min kontaktperson lægger tøj frem til mig, tjekker det for pletter og sørger for, at jeg ser ordentlig ud. Jeg har også brug for, at min post bliver læst, sorteret og arkiveret – et hav af ting, som andre mennesker gør uden at tænke over det. Det tager altså tid!, fastslår Ole.

Praktisk hjælp skæres ned

På den baggrund fik Ole sig noget af en chok, da Herning kommune i et forsøg på at holde de sociale udgifter nede sidste efterår besluttede at skære Oles kontaktperson-ordning ned til 14 timer om ugen. Kommunen havde minutiøst regnet ud, at Ole ugentligt skulle have 2,5 timers hjælp til praktiske gøremål, 1,5 timer til hjælp til indkøb af mad, 5 timer til ”udadrettede, selvvalgte, ikke fastlagte aktiviteter” og 5 timer til forefaldende, ”administrative” opgaver som post og møder med sit personale.

Derudover ville kommunen bevilge 269 årlige såkaldte puljetimer – godt fem timer om ugen - til ”faste udadrettede aktiviteter”. Oles arbejde som formand i Foreningen af Danske DøvBlinde, som han hidtil havde brugt en del af sine kontaktpersontimer på, mente kommunen ikke, at den burde bidrage til.

Ole klagede til Det Sociale Nævn og fik mildnet afgørelsen en smule. Nævnet henviste blandt andet til, at Ole var berettiget til at få nogle ekstra kontaktpersontimer til foreningsarbejdet, som er til gavn for andre døvblinde, og således endte beskæringen af Oles hjælpeordning på en tredjedel. Summa summarum: Fra at have hjælp i form af kontaktperson i 1920 timer om året er Oles ”øjne og øren” beskåret med 598 timer til 1322 timer om året. 

For kommunen er det en beslutning, som reducerer de sociale udgifter med 70.000 kr. om året. For Ole er det en regulær katastrofe. De praktiske gøremål tager den tid, de tager, og derfor går nedskæringen ud over hans i forvejen meget begrænsede sociale liv. 

- Det værste er isolationen. Jeg er lukket inde i mit handicap. Jeg kan ikke følge med på TV eller læse en avis – eller bare en bog. Jeg har ikke mulighed for at læse blindskrift, fordi jeg mistede følesansen i mine hænder for år tilbage, og nu tager de så en stor del af den menneskelige kontakt, som samtidig er min forbindelse til omverdenen. Jeg er helt ærligt ved at opgive ævred, siger Ole.

Ole Mejndor (2). Foto: Miklos Szabo.

Okseben i suppen

I Herning kommune er de mindre pessimistiske på Oles vegne. Kommunen har eksempelvis foreslået, at Ole kan bestille sine madvarer hos en købmand og dermed spare den tid, som det tager for en kontaktperson at hjælpe ham gennem supermarkedet.

- De glemmer bare, at det er livsnødvendigt for mig at læse varedeklarationer. En købmand forestiller sig næppe, at hønsekødsuppe er kogt på okseben, at der er smør i det ene og det andet – alt muligt af den slags, som jeg har erfaret gennem mange år, og som jeg ikke kan risikere at tage fejl af, siger Ole

 Og så er der det sociale aspekt af sagen.

- Som alle andre vil jeg gerne selv gå rundt i forretningen og beslutte mine indkøb. Der har jeg brug for min kontaktperson til at læse og beskrive. Jeg har også før tilladt mig at drikke en kop kaffe i cafeteriet i Føtex som et lille hyggeligt afbræk i dagen. Men det er udelukket nu. Alt fornøjeligt er skåret væk. De har fuldstændig taget min frihed, siger Ole.