Flere personer med handicap skal i beskæftigelse!
Danske Handicaporganisationer er i fuld gang med et nyt projekt Søg job – Evner i fokus, der er en landsdækkende kampagne, støttet af Arbejdsmarkedsstyrelsen.
DH’s projekt er en del af en overordnet kampagne ”Søg job – Evner i fokus”. Kampagnen har overordnet til formål at få flere mennesker med handicap i job eller uddannelse. Desuden er det et formål, at flere virksomheder skal ansætte mennesker med handicap, at jobcentrene skal give virksomhedsrettede tilbud, og at flere mennesker med handicap skal søge job.
Samarbejdspartnere
Kampagnen retter sig mod virksomheder, jobcentre og mennesker med handicap. DH samarbejder om kampagnen med Specialfunktionen Job & Handicap (SJH), Virksomhedsnetværket for socialt ansvar (VINSA), Virksomhedsforum for social ansvar (VFSA) og Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats (CABI). Det er Beskæftigelsesministeriet, der står bag kampagnen, og der et tæt samarbejde med Arbejdsmarkedsstyrelsen om den praktiske gennemførelse af projektet. Projektet løber fra maj 2011 og frem til juni 2012.
DH skal overordnet set gennemføre to hovedaktiviteter, som led i kampagnen, nemlig en hotline og en række inspirationsmøder for mennesker med handicap.
Hotline
Her kan mennesker med handicap henvende sig (telefonisk eller pr. mail) og få rådgivning og sparring om at komme i job. Det kan fx dreje sig om inspiration og gode råd til jobsøgningsprocessen, spørgsmål vedr. brug af handicapkompenserende ordninger mv. Hotlinen sørger for at følge henvendelserne til dørs og kan fx bidrage til at etablere kontakt til den relevante medarbejder i jobcentret mv.
En række inspirationsmøder for mennesker med handicap
Inspirationsmøderne vil have fokus på at give lyst til at komme i job og inspiration til at søge job, og vil inspirere deltagerne til at se flere/nye muligheder i forhold til arbejdsmarkedet. På møderne vil deltagerne fx kunne møde en leder fra en virksomhed, der fortæller om deres måde at rekruttere på, en jobcentermedarbejder, der kan fortælle om de handicapkompenserende ordninger eller et mennesker med handicap, der kan fortælle om egne erfaringer med at komme i job. Målgruppen, der inviteres til at deltage i inspirationsmøderne er ledige med handicap, førtidspensionister og mennesker med handicap i job med interesse for karriereskift. Der skal på landsplan afholdes 20 ’inspirationsmøder’ og 20 ’opfølgende møder’ i perioden, der løber fra maj 2011 – april 2012. Disse møder afholdes regionsvist, startende i Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark og afsluttes med Region Hovedstaden og Sjælland.
Inspirationsmøder i DH’s medlemsorganisationer
Udover møderne i de 20 kommuner skal der i løbet af projektperioden holdes yderligere 20 inspirationsmøder med fokus på job i regi af DH’s medlemsorganisationer, hvor målgruppen for møderne er deres medlemmer. Derfor er DH’s medlemsorganisationer inviteret til at deltage i projektet,
Hjemmeside
Under Vidensnetværkets hjemmeside findes DH’s kampagnehjemmeside, hvor man blandt andet kan læse om projektet og tilmelde sig inspirationsmøderne, i takt med at datoerne fastlægges. Læs mere på www.vidensnetvaerket.dk/evnerifokus
Der er desuden oprettet en overordnet kampagnehjemmeside påwww.evnerifokus.dk.
