Årets gang i afdelingen
Tekst fra afdelingshåndbogen. Redigeret forår 2010.
1. kvartal
Regionale formandsmøder mellem afdelingerne og DH's centrale ledelse skal afholdes inden udgangen af 1. kvartal - det sker typisk i januar/februar. Her vælges afdelingernes repræsentanter til DH's repræsentantskabsmøde senere i foråret.
Afdelingens årsmøde skal være afholdt inden udgangen af 2. kvartal. Årsmødet skal varsles senest 1 måned før afholdelse.
Kommunerne skal senest den 1. marts fremsende en redegørelse til Det regionale udviklingsråd (RUR) om udviklingen på det sociale område og på specialundervisningsområdet. Kommunerne er forpligtet til at sende redegørelserne til høring i handicaprådet og hos brugerorganisationerne. Eventuelle høringssvar skal kommunerne medsende til RUR.
Kommuner og regioner er allerede gået i gang med at udarbejde 2. generation af sundhedsaftalerne, der skal være indgået senest 1. januar 2011. Det er en god idé at søge indflydelse på dette arbejde allerede nu. Der kan hentes inspiration på DH’s hjemmeside: www.handicap.dk/politik/sundhedspolitik/sundhedsaftaler. Det er også vigtigt at sundhedsaftalerne kommer i høring i handicaprådet, inden de bliver vedtaget af kommunerne.
Kommunen modtager hvert år et beløb fra staten til støtte af frivillige sociale aktiviteter på hele det sociale område - de såkaldte § 18-midler. Det er den enkelte kommune, der fastsætter rammerne for samarbejdet med de lokale frivillige sociale organisationer. Herunder hvornår der kan søges, hvor mange ansøgningsrunder, der er om året o.l. Disse retningslinjer og ansøgningsfrister bør afdelingen kende, såfremt afdelingen forventes at søge om § 18-midler.
Kommunens forvaltning begynder allerede tidligt på året budgetlægningen for det kommende år. Det er vigtigt for afdelingen - og handicaprådet - at følge med i og komme ind i denne proces så tidligt som muligt.
I slutningen af marts måned udmelder ministeren mål for jobcentrenes indsats det kommende år, og herunder udmeldes ministerens anbefalinger til de indsatser, som forventes prioriteret af de lokale beskæftigelsesråd. Disse anbefalinger danner udgangspunkt for udarbejdelsen af LBR's plan for den lokale virksomhedsrettede indsats. Planen er LBR's bud på, hvordan den lokale forebyggende indsats for personer på kanten af arbejdsmarkedet skal samordnes og koordineres. Heri beskrives hvilke initiativer, LBR via den udmeldte bevilling, planlægger at iværksætte det kommende år. Initiativerne i planen skal ligge inden for rammerne af jobcentrets beskæftigelsesplan, og skal i høring hos de ansvarlige for jobcentrets beskæftigelsesindsats. LBR's plan for den lokale virksomhedsrettede indsats skal indføjes i kommunens beskæftigelsesplan inden denne offentliggøres senest d. 10. januar i det år, planen er gældende for.
Kommunalbestyrelsen skal inden den 31. marts vedtage de handlingsplaner, der er nødvendige som følge af følge af kvalitetsrapporten for folkeskolen.
2. kvartal
DH's årlige repræsentantskabsmøde afholdes som hovedregel den sidste weekend i april.
Afdelingens årsmøde skal være afholdt inden udgangen af 2. kvartal. Årsmødet skal varsles senest 1 måned før afholdelse.
Kommunerne skal senest den 1. maj til det Regionale Udviklingsråd fremsende redegørelse om behov for og forventet brug af sociale tilbud og tilbud om specialundervisning. I forbindelse med kommunens udarbejdelse af redegørelsen forudsættes inddragelse af handicapråd og relevante brugerorganisationer.
Kommunen skal årligt udfylde et spørgeskema med oplysninger om samarbejdsformer og om støtten til det lokale frivillige sociale arbejde (§18-midlerne) Svarfristen er den 1. april.
Siden 1979 har KL og regeringen stort set hvert år i juni måned indgået en aftale om næste års økonomi i kommunerne. Det sker som et led i det generelle budgetsamarbejde med regeringen. Aftalerne indeholder bl.a. rammer for service- og anlægsudgifterne samt målsætninger for kommunernes skatteudskrivning. Det skal bemærkes, at aftalerne indgås for kommunerne under ét.
April - Juni:
Jobcenteret udformer beskæftigelsesplanen. Alle jobcentre skal årligt udarbejde en plan for det næste års indsats. Beskæftigelsesplanen er en plan for, hvordan jobcenteret vil imødekomme udfordringerne på arbejdsmarkedet. Beskæftigelsesplanen indeholder de vigtigste indsatsområder for det kommende år. Planen indeholder forslag til mål, prioritering og budget for beskæftigelsesindsatsen for den samlede indsats i jobcenteret.
Beskæftigelsesplanen sætter de overordnede rammer for LBR's plan for særlige virksomhedsrettede initiativer og anvendelsen af midler. Som tillæg til beskæftigelsesplanen ligger LBR's plan for den virksomhedsrettede indsats.
Alle jobcentre skal udarbejde en årlig resultatrevision. Resultatrevisionen viser resultaterne fra den samlede beskæftigelsesindsats i jobcenteret. Resultatrevisionen peger på områder, hvor der er behov for en mere effektiv beskæftigelsesindsats. Resultatrevisionen udarbejdes efter en fælles skabelon, som Arbejdsmarkedsstyrelsen udarbejder samt ud fra de data, som indgår i Arbejdsmarkedsstyrelsens landsdækkende måle-system, www.jobindsats.dk. Jobindsats.dk er en ”statistik-bank”, hvor du løbende kan finde tal om borgere og arbejds-markedet. Du kan finde tal fra din egen kommune og sammenligne med andre kommuner.
Senest 1. maj: Resultatrevision sendes til høring i LBR.
Senest 21. maj: LBR afgiver bemærkninger til resultatrevision.
Senest 1. juli: Beskæftigelsesplanen sendes til i høring i LBR.
3. kvartal
Senest 31. august: LBR afgiver bemærkninger til beskæftigelsesplanen.
Kommunerne og regionerne skal hvert år senest den 15. oktober indgå en rammeaftale på social- og specialundervisningsområdet. I bekendtgørelsen om rammeaftaler mv. på det sociale område står der omkring udarbejdelse af de fremadrettede kommunale redegørelser, at der forudsættes inddragelse af handicapråd og relevante brugerorganisationer.
Forslag til kommunernes årsbudget udarbejdes af økonomiudvalget til kommunalbestyrelsen senest den 15. september forud for det pågældende regnskabsår.
Kommunalbestyrelsens 2. behandling og godkendelse af forslaget til årsbudget foretages senest den 15. oktober.
Kommunens årsregnskab aflægges af økonomiudvalget til kommunal-bestyrelsen, således at årsregnskabet kan afgives til revisionen inden den 1. juni det følgende år. Revisionen afgiver inden den 15. august beretning om revisionen af årsregnskabet til kommunalbestyrelsen.
Kommunens årsregnskab sendes inden udgangen af september måned til tilsynsmyndigheden sammen med revisionsberetningen og de afgørelser, som kommunalbestyrelsen har truffet i forbindelse hermed.
Antal tilsluttede organisationer, der er registreret på afdelingens hjemmeside den 1. september kl. 12.00 danne grundlag for udbetaling af tilskud fra DH centralt for det kommende regnskabsår.
4. kvartal
Senest 15. oktober:
Kommunalbestyrelsen godkender beskæftigelsesplanen 2011.
Senest 31. oktober: Beskæftigelsesplanen for 2011 - med LBR’s bemærkninger - sendes af kommunen til RBR.
Afdelingen skal udarbejde et budget for det efterfølgende regnskabsår, og dette godkendes af bestyrelsen senest den 1. december forud for det nye regnskabsår.
Senest 31. december: Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til kvalitetsrapporten for folkeskolen. Herefter skal rapporten offentliggøres på internettet.
