Bedre koordinering mellem sundheds- og beskæftigelsesområdet

3 forudsætninger for en vellykket koordinering

• At hver aktørs bidrag og rolle i det samlede sygedagpengeforløb er afklaret og kendt for alle aktører.

• At der er en tilstrækkelig viden hos alle relevante aktører om hinandens kultur og faglige kompetencer og indsatser. At der er en viden om hinandens behov for information og handlemuligheder.

• At der er passende informations- og kommunikationskanaler til at sikre den overordnede koordinering og i forhold til den enkelte sygedagpengesag. Det kan være fælles IT-systemer, relationer mellem medarbejdere, faste teammøder eller fællesmøder mellem aktørerne.

Aktører, der kan/skal deltage i et sygedagpengeforløb

Sådan oplever sygedagpengemodtagerne deres forløb

• Personer med almindeligt forekommende sygdomme, og personer, der kun har psykiske problemer, oplever færrest problemer med hensyn til den tværgående koordinering i deres sygeforløb

• Personer, der både har psykiske problemer og sygdomme i bevægeapparatet oplever flest problemer med hensyn til den tværgående koordinering i deres sygeforløb. De føler også oftere, at de involverede instanser modarbejder hinanden.

• Hver tredje sygemeldte føler ikke, at der har været en person, der har taget et særligt ansvar for at sikre, at deres forløb er blevet sammenhængende.

• Rundbordssamtaler (det vil sige møder med deltagelse af de relevante instanser i de enkelte forløb, fx jobcenter, arbejdsgiver, læge, psykolog), giver et bedre forløb for den sygemeldte.

• Sygedagpengemodtagere med mere komplicerede psykiske problemer, samt sygedagpengemodtagere med sygdomme i bevægeapparatet, oplever i særlig høj grad dårlige, usammenhængende forløb.

• Behovet for koordination er særligt stort, når der er fare for den sygemeldtes fremtidige arbejdsevne, fx når sygdomsbilledet er diffust og med både psykiske og fysiske aspekter. Personer med kort eller ingen uddannelse findes i højere grad blandt denne gruppe.

Hvad er barriererne for effektiv koordinering mellem beskæftigelses- og sundhedssystemet?

• Den interne organisering i kommunerne, hvor opgaveløsninger er meget opdelt

• Manglende ledelsesmæssig understøttelse af arbejdet på tværs i kommunen

• Geografisk afstand mellem kommunale forvaltninger

• Manglende tradition for at arbejde på tværs

• Manglende systematiseret samarbejde - præg af tilfældighed

• Manglende indblik i de øvrige aktørers viden, kompetencer og udfordringer, samt indsatser

• Mangel på fælles sprog og gensidig forståelse af rammebetingelserne

• Mangel på fælles elektronisk system

• Begrænset adgang til lægefaglig viden

• Manglende ressourcer til at koordinere på tværs, bl.a. pga. sagsbehandlernes egne bundne opgaver og svært at få fat i de relevante aktører for at samarbejde. Der afsættes desuden ikke penge til koordinering, kun til fx selve genoptræningen

• Forbehold over for at bruge gode, men 'dyre' tilbud

Konklusionerne vedr. hvad der skal til for at sikre en mere effektiv koordination

• Koordination skal prioriteres af ledelsen - det skal ikke være overladt til den enkelte medarbejder

• Den tidlige afklaring er afgørende - her lægges bl.a. en plan for, hvad der skal ske og hvilke aktører, der skal på banen. Det er altså grundlaget for den efterfølgende koordination.

• Koordination med opfølgende sundhedsindsatser - nogle sygedagpengemodtagere har ikke brug for egentlig behandling med for sundhedstilbud, der kan styrke deres handlekompetencer ift. deres situation. Det kan fx være samarbejde mellem sundhedscentre og jobcentre om rygestop, diætetisk vejledning, stresshåndtering, alkoholrådgivning mm.

• Vidensdeling mellem beskæftigelses- og sundhedsområdet er nødvendigt for bedre koordination - fx har beskæftigelsessystemet brug for viden om, hvad sygedagpengemodtagerne fejler, og hvad prognosen for helbred og arbejdsevne er. sundhedssystemet har fx brug for viden om de lovgivningsmæssige rammer for sygedagpengeområdet og hvilke tilbud jobcenteret kan give til sygedagpengemodtagere.

• Specialisering kan styrke koordinationen - specialisering af sagsbehandlere inden for bestemte typer sager kan styrke den specialviden, jobcenteret har på området, fx inden for de forskellige sygdomsgrupper

• Fælles IT-systemer - kommunikationen med andre aktører skal være nemmere og mere direkte omkring borgernes forløb, fx bedre adgang til journaler