Du er her:

Den lange vej til ungdomsuddannelsen

4. april 2019

Britt på 33 har et handicap, der betyder, at hun hverken har folkeskolens afgangseksamen eller en ungdomsuddannelse. Efter otte år på den samme arbejdsplads, føler hun sig nu rustet til at tage en ungdomsuddannelse som salgsassistent, men det er ikke bare lige til.

Lige ved siden af det smukke, gamle hospital i Kalundborg bor 33-årige Britt Sørensen. Lejligheden ligger et kvarter fra Kvickly, hvor Britt har arbejdet ufaglært i flexjob de sidste otte år. Hun er rigtig glad for sit job, men efterhånden er der noget, der mangler.

”Jeg håber, jeg kan blive i Kvickly i langt tid endnu, måske endda til jeg skal på pension, men man skal jo aldrig sige aldrig med arbejdsmarkedet. Så for at sikre mig bedst muligt, vil jeg gerne have papir på det, jeg kan. Og jeg har jo aldrig taget nogen uddannelse indenfor faget.”

Faktisk er den eneste formelle uddannelse, Britt har, dansk på 9. klasses-niveau, som hun tog på VUC. Det skyldes, at hun er født med cerebral parese (CP), det som nogen kender som spastisk lammelse, i hele højre side, hvilket også giver hende nogle kognitive udfordringer.

Både 10. og 11. klasse tog hun på en ordblindeefterskole uden afgangseksamener, og dertil kom, at hun altid havde haft det svært bogligt på grund af vanskeligheder med udtrætning og manglende overblik. Skoletiden var desuden præget af mobning og isolation. En ungdomsuddannelse lå derfor ikke lige for.

”Da jeg blev 16 år og skulle til at tænke, ’Britt, hvad vil du egentlig, når du fylder 18 år eller skal ud på arbejdsmarkedet?’. Og det vidste jeg jo ikke. Jeg havde aldrig været ude som ungarbejder i butik eller ude med aviser som mange andre på min alder.”


Først da hun fik bevilliget en IT-rygsæk begyndte Britt at tænke på uddannelse som et realistisk scenarie.

”Jeg kan godt læse alt trykt tekst, men jeg forstår den simpelthen ikke, når jeg skal læse den med øjnene. Men når jeg hører med ørerne forstår jeg alt, og er med på lige vilkår som alle andre.”

Det resulterede i et syv-tal skriftligt og otte-tal mundligt på den gamle skala - altså fine middelkarakterer.

Efter otte år i Kvickly vil Britt nu altså gerne have en formel uddannelse som salgsassistent, men der er en del praktiske forhindringer. Da hun er fyldt 25, har hun gennemført en såkaldt realkompetencevurdering (RKV). Den kunne have betydet, at hun kunne få merit for nogle ting i uddannelsen, men til Britts store ærgrelse, blev det ikke sådan. Det skyldes ifølge vurderingen blandt andet, at hun stadig mangler sin eksamen i matematik, og at hun ikke har siddet nok ved kassen. Begge dele er svære netop på grund af de kognitive udfordringer, som Britt slås med.

Det er også en af grundene til, at hun ikke bare starter på den ungdomsuddannelse, som hun drømmer om. Zealand Business Schools (ZBC) mesterlære ligger nemlig i Vordingborg næsten tre timer fra hendes hjem, og Britt frygter, at togturen i sig selv vil udtrætte hende så meget, at der ikke er energi tilbage til at lære noget.

”Buen bliver spændt hårdt, når det hedder minimum 20 timer om ugen i deres system, og max 20 timer for mig,” siger hun.

Der er dog håb for fremtiden i form af en vejleder på ZBC.

”Hun tænker anderledes og kreativt og kan se noget i de ting, jeg kan. Lige nu er hun ved at finde ud af, om vi kan strikke det sammen på en måde, så jeg ikke skal bruge så meget energi på transporten.”

Britt håber, at hun får lov til at tage undervisningen i Roskilde, selvom det ikke er noget, der normalt er mulighed for.  

”Jeg er nødt til at udfordre systemet lidt. Min CP har gjort, at jeg ikke har taget den lige vej som mange andre unge,” siger hun.

Nu prøver hun så at gøre det omvendt med erhvervserfaring før uddannelse. Om det lykkes vil fremtiden vise.