Du er her:

DH bekymret for nye regler om sanktioner

16. november 2018

Ny politisk aftale vil gøre det enklere at sanktionere kontanthjælpsmodtagere. Det må ikke ramme mennesker med handicap, lyder det fra DH.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er enige om nye regler for sanktioner overfor kontanthjælpsmodtagere.

Reglerne skal gøre det enklere at sanktionere kontanthjælpsmodtagere, der bryder reglerne.

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH), er bekymret for udviklingen:

”Vi ved, at mennesker med handicap bliver ramt af urimelige sanktioner. Vi hører om mennesker, der bliver sanktioneret, selvom deres fravær fra eksempelvis et møde skyldes deres handicap. Jeg er bekymret for flere af disse sager, når man eksempelvis skærer på vejledningen til borgerne.”

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH), udtaler:

”Jeg er dog glad for, at politikerne fastslår, at man skal tage særlige hensyn til udsatte borgere og vil følge udviklingen. Det er godt, at man vil holde øje med, at det her ikke rammer skævt. Jeg håber, at vi i fremtiden undgår urimelige sanktioner overfor mennesker med handicap.”

Læs mere om den politiske aftale her hos Beskæftigelsesministeriet.