Du er her:

DH presser på for lov om rimelig tilpasning

17. december 2018

Forsiden af Politikens mandagsavis var med DH’s kritik af regeringens manglende fremdrift med at få rimelig tilpasning ind i diskriminationsforbuddet.

Regeringen ville inden udgangen af september præsentere en undersøgelse af, hvorvidt rimelig tilpasning kunne tilføjes i diskriminationsforbuddet.

Den undersøgelse lader stadig vente på sig. Det får derfor flere partier og DH til at kritisere regeringen for det langsomme arbejde i Politiken.

DH-formand Thorkild Olesen udtaler i avisen:

”Det en halvandetbenet lov. Hvis man vil have noget med fuld kraft, så skal man have rimelig tilpasning ind.”

Både i Sverige og Norge har de regler om rimelig tilpasning, imens Danmark halter bagud på området. Politiken har talt med en mor til en dreng med diabetes, der er flyttet fra Danmark til Norge, fordi hverken børnehave eller skole ville hjælpe Mattias med at tage sin insulin.

Rimelig tilpasning kan eksempelvis være, at en en børnehave tilpasser sig et barn som Mattias, så han får de samme muligheder som andre.

Partier er utilfredse
I 2018 fik vi et forbud mod diskrimination af handicap – et rigtig stort fremskridt, som vi var glade for i DH. Men her blev vi også lovet, at rimelig tilpasning skulle med i loven på sigt.

Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF siger til Politiken, at de er utilfredse med, at det bliver trukket i langdrag. Socialminister Mai Mercado siger nu, at regeringen kort inde i det nye år vil komme med en opfølgning på sagen.

Læs mere: Handikappede venter i uvished på nødvendig hjælp

Læs mere: Mattias' pædagoger ville ikke give ham insulin – to år efter står ny pligt til at hjælpe i stampe