Du er her:

Jakob Terp-Hansens tale ved fejring af FN’s Handicapdag d. 3. december 2018

5. december 2018

Jakob Terp-Hansens tale ved fejring af FN’s Handicapdag d. 3. december 2018

Tak for det – og tak for, at jeg måtte komme i dag ikke mindst.

Det er et privilegie og en ære at være inviteret til dette fine arrangement, stablet på benene af Danske Handicaporganisationer, der hver dag arbejder med at forbedre mulighederne for folk med handicap. Et ærværdigt arbejde. Og jeg er særligt glad for, at jeg må være her i dag, hvor der rent faktisk er noget at markere – FN’s handicapdag. Det er en oplagt lejlighed til at italesætte, hvordan vi forbedrer mulighederne for folk med handicap.

Lad mig starte med at slå fast, at netop muligheder er årsagen til, at jeg står foran jer i dag. De muligheder, som jeg har fået i mit liv af uddannelsessystemet. Muligheder, der har gjort, at jeg fra en tidlig alder har kunnet skifte fra en almindelig skole til en folkeskole tilpasset folk med autisme. En skole, hvor der blev vist forståelse for, hvem man var, og hvad man kunne blive. Med mindre klasser, mere tid, bedre relationer. Og da jeg ikke længere skulle bekymres om min mistrivsel, lod det skoleskifte mig udfolde mit potentiale i langt højere grad, end jeg ellers ville have kunnet. Det gjorde, at jeg eksempelvis kunne analysere politik på tv og skrive for førende medier.

Efter skolen kom jeg til et gymnasium med samme udgangspunkt – en mulighed for at få almen viden på samme måde som alle andre.

De muligheder skal flere have. For hvis de ikke får det, så taber vi ressourcer på gulvet. Men vi taber også mennesker. For folk, der som jeg har autisme, er det mere undtagelsen end reglen, at de er i arbejde. Og ja, der er dem, der ikke kan, og som vi skal hjælpe. Men hvad med dem, der så kan? Hvad er det, vi forestiller os, der skal ske med dem? Dem, mit eget gymnasium må afvise? Dem, som inklusionsprocessen taber på gulvet?

Netop hele inklusionen skal vi tale om på en ny måde. Et skifte fra en almindelig skole til en specialskole kan med tiden blive den bedste inklusion. Et eksempel er mit eget. Det skifte blev et vendepunkt i mit liv og er forudsætningen for min inklusion i samfundet. Og det er også, selvom mit skoleskifte umiddelbart kan opfattes som det stik modsatte.

På samme måde kan inklusionen blive til eksklusion. Når man ikke kan klare at komme i skole. Når man ikke føler sig værdsat. Det må vi aldrig glemme.

Så lad mig derfor være helt klar i mælet: En dårlig skolegang giver ikke længere kun ét handicap – men to. Nemlig det andet handicap af at have haft en dårlig skolegang. En skolegang, der kan være præget af mobning. Dårlig indlæring. Mulighederne, der forringes – måske endda forvitrer.

Husker vi ikke på det, så vil min teori være, at den bekymrende udvikling, som vi i øjeblikket ser, kan forværres. En udvikling, hvor det går den forkerte vej med handicappedes uddannelsesniveau. Med andre ord: De kompetencer, de har, risikerer i højere og højere grad at gå til spilde. Det er en ressourcemæssig, men det er også menneskelig falliterklæring. For uddannelse er ikke bare vejen til et arbejde – det er også i høj grad et spørgsmål om værdi. Værdien i at blive klogere. I at møde nye mennesker. Og i at blive anerkendt. Også af sig selv.

Der er behov for, at den her udvikling ændres. For menneskenes skyld. For samfundets skyld. For fremtidens skyld.

Hvem bærer så ansvaret for, om denne udvikling på uddannelserne kan ændres? Det bærer politikerne. Det gør uddannelsesinstitutionerne også. Men måske vigtigst af alt, så bærer vi selv ansvaret. Os som mennesker og os som samfund.

Vi kender sammenhængen imellem, hvilke ambitioner vi har på folks vegne, og hvordan de præsterer. Så lad os huske på den sammenhæng og i stedet for at stille spørgsmålstegn ved hinandens ambitioner, så lad os da i stedet starte med at sige: ”Jeg tror også på dig. Og på din ambition.”

Det skal vi gøre i skolen, det skal vi gøre på uddannelserne og det skal vi gøre i Hjemmet. Hver gang, vi kan.

Og det er ligegyldigt, om du har autisme, om du er blind, eller hvilket handicap du nu engang måtte have. At have ambitioner på hinandens vegne er det bedste, vi kan gøre for hinanden, for det kan skabe en motivation for at vise, at man måske kan mere, end man selv tror – og som dele af omgivelserne måske tror.

Vi kan ikke som samfund have det prædikat på os, at færre med handicap kan ende med at bidrage til samfundet på den ene eller den anden måde. Eller at vi i vores iver efter at inkludere ender med at ekskludere.

Så her til sidst vil jeg opfordre til, at vi gentænker inklusionen, lad os fokusere på at skabe muligheder for hinanden og lad os tale hinanden op.
 
Fortæl folk, at deres ambition er din ambition. Fortæl dem, at hvor de går hen, går du med. Og fortæl dem, at deres problem er dit problem.

Tak fordi I lyttede.