Du er her:

Kronik: Hæv ambitionerne for mennesker med handicap

27. april 2019

Stephanie Lose (V) fra Danske Regioner og Thorkild Olesen foreslår specialeplanlægning på handicapområdet i en fælles kronik.


Bragt i Avisen Danmark og dermed en række regionale aviser lørdag 27. april 2019.

Af Stephanie Lose, formand for Danske Regioner, og Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer. 

Hvad skal der ske med min behandling? Kan jeg stadig være sikker på at få hjælp? Kommer der til at ske forringelser? Det er spørgsmål som disse, der for tiden rumsterer hos mange af de borgere med komplekse handicap, der hver dag modtager hjælp fra en af regionernes specialiserede institutioner.

Med regeringens sundhedsreform er der nemlig skabt usikkerhed om fremtiden for de højt specialiserede tilbud til mennesker med handicap, som regionerne driver i dag. Tilbud, der tilbyder specialiserede indsatser til eksempelvis mennesker med døvblindhed eller cerebral parese (spastiske lammelser). Regeringen og Dansk Folkeparti har aftalt, at man vil lave en undersøgelse af de regionale tilbud, inden deres fremtid endelig afgøres. Målet er at undgå tab af tilbud og velfungerende støtte til mennesker med handicap. Det er i sig selv udmærket, men bør vi ikke have større ambitioner for vores samfunds støtte til mennesker med handicap?

I stedet for at undgå forringelser burde den ambitiøse målsætning være at forbedre samfundets tilbud til mennesker med handicap. Vi foreslår derfor en langt mere omfattende model end regeringen og Dansk Folkepartis undersøgelse af de regionale tilbud: Lad os igangsætte en afdækning af hele det specialiserede socialområde på tværs af regioner, kommuner og private leverandører. Målet bør være at undersøge, hvordan vi hjælper nogle af samfundets mest sårbare borgere til at få det bedst mulige liv.

I dag varierer hjælpen og muligheden for en specialiseret indsats meget fra kommune til kommune. Hvis vi som samfund har ambitioner på vegne af mennesker med handicap, er der brug for handling her og nu. Konkret bør man udvikle en bedre planlægning af, hvilke specialiserede tilbud der findes i hvilke dele af landet. Ligesom vi kender specialeplanlægning fra sundhedsområdet.

Princippet er, at øvelse gør mester. I Danmark fødes eksempelvis omkring 475 børn årligt med en hjertefejl. Specialiseret hjertekirurgi for disse børn fra hele Danmark er samlet på Rigshospitalet. Det betyder, at børnene opereres af en rutineret kirurg og møder plejepersonale, der er specialiseret i hjertepatienter og deres familier. Tilsvarende samling og specialisering af behandlingen af brystkræft har forbedret overlevelsen for en lang række kræftsygdomme markant over de senere år. God specialeplanlægning giver bedre behandlinger og redder liv.

Lad os også bruge princippet om, at øvelse gør mester for de mest udsatte borgere med komplekse handicap. Eller sagt med andre ord - lad os udarbejde en specialeplan på det specialiserede socialområde.

I den sammenhæng er det vigtigt at huske, at borgere med handicap ikke er en homogen gruppe, der kan hjælpes af de samme indsatser. Nogle kan klare sig med indsatser, som for børnenes vedkommende kan være en del af et almindeligt, kommunalt skoletilbud tæt på bopælen. Men andre har måske brug for en vedvarende og specialiseret indsats gennem hele livet. Her handler det sjældent om nærhed, men om en indsats af høj faglig kvalitet. Det kræver typisk et brugergrundlag, der er større end de fleste kommuners.

Det kan f.eks. være børn, der er født døvblinde og har nedsat syn og hørelse i en sådan grad, at sanserne ikke kan kompensere for hinanden. Det påvirker funktioner, som de fleste tager for givet: Det sociale liv, kommunikation med andre og muligheden for at bevæge sig frit og sikkert omkring. Det kræver en helt unik og specialiseret viden hos personalet at understøtte døvblinde børns udvikling. Det har de ikke nødvendigvis i landets 98 kommuner, men det har de til gengæld med sikkerhed hos Region Nordjyllands Center for Døvblindhed og Høretab, hvor børn fra hele landet tilbydes specialiseret hjælp og undervisning.

I dag er området indrettet efter principperne i kommunalreformen i 2007. Her overtog kommunerne myndighedsansvaret for socialområdet og specialundervisningen, mens regionerne til gengæld fik ansvaret for tilbud til mennesker med komplekse handicap. Fordi det kræver et større befolkningsgrundlag. Samtidig fik kommunerne ret til at overtage driften af regionale specialiserede tilbud.

Mange steder fungerer det godt, men der er også i stigende omfang - ikke mindst hos brugerne og deres organisationer - en oplevelse af, at kvaliteten og den specialiserede viden på mange tilbud er dalet, fordi kommunerne ikke har kunnet fastholde den viden, der var i de regionale tilbud. Af de tilbud, som kommunerne har overtaget efter kommunalreformen, er 25 lukket helt. 58 tilbud er trukket ud af de aftaler, der sikrer, at andre end hjemkommunens borgere kan bruge tilbuddet. Det betyder, at borgerne fra nabokommunerne bliver ringere stillet end tidligere, fordi de ikke længere har adgang til et tilbud, der netop er rettet mod deres handicap.

Afspecialiseringen er dermed sat ind, og det er den helt forkerte vej at gå. Men en specialeplan løser ikke udfordringerne alene. Der er også brug for en ny finansieringsmodel for det specialiserede socialområde. Kommunerne har høje udgifter til de borgere, der har behov for den specialiserede hjælp, og her vil vi gerne bidrage til en ny model, så kommunerne får bedre økonomiske forudsætninger for at give deres borgere det bedst egnede tilbud. Handicaporganisationerne og de ansattes organisationer, der dagligt færdes i det specialiserede socialområde, er bekymrede over sundhedsreformens konsekvenser for de mest sårbare medborgere.