Du er her:

Nyt projekt: Ingeniørstuderende skal tænke universielt design

3. juli 2019

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Bevica Fonden er gået sammen i et projekt, der skal få ingeniørstuderende til at tænke tilgængelighed og universielt design i nye tekniske løsninger. DH er med i styregruppen.

Fremtidens ingeniører skal have universielt design ind på rygraden, når de udvikler ny teknologi.

DTU og Bevica Fonden har indgået et samarbejde om projektet "Technology leaving no one behind" eller "teknologi for alle".

Projektets mål er at fremme inklusion og tilgængelighed som en naturlig del af design og udvikling af nye tekniske løsninger hos ingeniørstuderende på DTU.

Danske Handicaporganisationer (DH) er strategisk partner i projektet. DH vil bidrage med vores store viden og netværk inden for området. DH vil bistå de studerende med at række ud til relevante brugere og medlemsorganisationer for at skabe øget fokus på brugerperspektivet i designet af fremtidens inkluderende teknologi.

"Når der tænkes ud af boksen med et inkluderende og universielt design, og når der udvikles sammen med mennesker med handicap, så skaber vi en ny verden. En verden, hvor ikke alene mennesker med et handicap får nye muligheder for at bidrage, deltage og være en del af samfundet, men hvor der med det inklusive og universelle design skabes nye muligheder for alle. Og derfor glæder vi os fra Danske Handicaporganisationers side til at bidrage til projektet," siger Sif Holst, næstformand i DH og med i projektets styregruppe.

I kan læse mere om projektet her: Teknologi for alle