Du er her:

Vi skal hjælpe og støtte sårbare unge, inden de kører af uddannelsesvejen

10. juli 2019

Fælles debatindlæg mellem DH og Det Sociale Netværk om uddannelse til unge med handicap.

Debatindlæg bragt i Kristeligt-Dagblad 10. juli 2019.

Af: Benedikte Kiær (K) er borgmester og bestyrelsesformand i Foreningen Det Sociale Netværk/Headspace Danmark. Thorkild Olesen er formand for Danske Handicaporganisationer (DH).

Louise er bange for, at hun har en depression.Hun er 17 år, går i gymnasiet og har igennem længere tid været træt og trist. Hun ved ikke, hvad hun skal gøre. Louise har ikke lyst til at fortælle sin mor det, fordi moderen lider af depression.Sårbarhed og mistrivsel udvikler sig for nogle unge til angst og depression, der kan blive til langvarige handicap.Det rammer ofte på ungdomsuddannelserne, hvor pres, karakterræs, sociale medier og perfekthedskultur kan fylde.

Flere og flere unge oplever som Louise psykisk sårbarhed, mistrivsel og stress. I april viste tal fra AE – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at 46,1 procent af unge med fysiske eller psykiske udfordringer mangler en ungdomsuddannelse som gymnasium eller erhvervsskole, når de er fyldt 25 år. Til sammenligning gælder det kun for 15,4 procent af de 25-årige uden handicap. Det kan vi ikke være bekendt. Det koster dyrt både menneskeligt og samfundsøkonomisk.

Vi skal sætte tidligere og klogere ind for at vende denne negative udvikling. Derfor ser vi frem til en ny national handlingsplan for mental sundhed, og at der bliver taget bedre hånd om sårbare unge i uddannelsessystemet, som den nye regering har sat som mål. Heldigvis er der gode eksempler på uddannelsesinstitutioner, hvor mentorer eller specialpædagogiske konsulenter er ansat til at støtte unge, når livet er svært. De gode eksempler skal udbredes til hele landet.Alt for mange undervisere på ungdomsuddannelserne er ikke rustet til at håndtere elever med fysiske eller psykiske udfordringer i undervisningen. Løsningen kan for eksempel være at udarbejde en guide, som giver underviserne de nødvendige værktøjer her.

Sårbare unge kan have brug for mere tid til at gennemføre en ungdomsuddannelse.Med udgangspunkt i erfaringer fra de mange Team Danmark-forløb bør der etableres flere forløb, hvor sårbare unge tilbydes samme fleksibilitet og samme lavere studieintensitet.Vi har også brug for et stærkt civilsamfund til at hjælpe og støtte de unge, hvor det etablerede system giver fortabt. Alt for mange unge falder i dag mellem to stole. Det sker, når unge havner i så alvorlig mistrivsel, at de har behov for hjælp, men ikke er syge nok til et tilbud i psykiatrien. Headspace har siden 2013 hjulpet 42.000 børn og unge mellem 12 og 25 år. En af de største bekymringer hos de unge er uddannelse og job.I Louises tilfælde talte hun netop med en rådgiver hos Headspace. Det betød, at hun i dag ikke længere har problemer med træthed eller bekymrer sig om en mulig depression.