Du er her:

Vi skal inkludere børn med handikap bedre

10. februar 2019

Thorkild Olesen skriver i Politiken, at børn med handicap har brug for bedre rammer for at blive inkluderet positivt.

Debatindlæg i Politiken søndag 10. februar

Min vision er en folkeskole, hvor børn med og uden handikap bliver dygtige. En skole, hvor forskellige børn er sammen på lige vilkår. Derfor har jeg en blandet fornemmelse, når jeg i Politiken læser, at Københavns Kommune skal spare penge på skoleområdet. Forklaringen er, at flere børn med handikap og særlige behov får et specialtilbud frem for at blive inkluderet.

TENDENSEN ser vi også i andre kommuner og kan give god mening: Mange steder gik man for vidt efter inklusionsloven, og i en spareøvelse inkluderede man mange børn uden omtanke.

Mange forældre kæmper derfor for, at deres børn får et specialtilbud, som kan imødekomme barnets handikap og særlige behov. Forældrene har ofte god grund til deres kamp, men jeg ville ønske mig, at den ikke var nødvendig for så mange.

Vi ved, at det godt kan lade sig gøre at inkludere børn med handikap i den almindelige undervisning. Der er flere modeller for god inklusion. En model har vi set med Nest-klasserne på Katrinebjergskolen i Aarhus, der er inspireret af skoler i New York.

DET ER almindelige folkeskoleklasser, men med færre elever og flere lærere. Lærerne har viden om handikap, og undervisningen er tilrettelagt, så børn med autisme kan deltage.

Og alle klassens elever med og uden handikap nyder godt af denne tilgang.

Som skolelederen fra Katrinebjergskolen i Aarhus helt rigtigt har sagt:

»Jeg er stolt af at arbejde et sted, hvor vi arbejder på, at alle børn, med og uden handikap, føler, at de lykkes«.

Inklusion i samfundet begynder allerede i skolen, hvor børn lærer at begå sig i et mangfoldigt fællesskab, hvor der er plads til alle.

Derfor drømmer jeg om, at vi lykkes med at skabe en skole, hvor flere børn med handikap kan blive en del af fællesskabet.

På kort sigt lyder det måske dyrt. Men på længere sigt kan det blive en god investering at tænke i de baner. Når vi giver den rigtige støtte, kan flere børn blive en del af den almindelige folkeskole.