Du er her:

Danske Handicaporganisationer (DH) søger politisk konsulent (barselsvikar)

Vil du gøre en forskel for nogen af landets mest udsatte borgere? Har du en samfundsvidenskabelig uddannelse, analytiske evner og politisk tæft? Så er du måske vores nye politiske konsulent til socialområdet.

Danske Handicaporganisationer (DH) arbejder politisk for, at mennesker med handicap kan leve et liv som alle andre: Bidrage, deltage og være en del af samfundet.

Den politiske konsulent på socialområdet har et nøglerolle i at sikre en god socialpolitik for mennesker med handicap. Man arbejder med emner som tidlige indsatser, mere specialisering i tilbuddene, rehabilitering, serviceniveauer i kommunerne, god sagsbehandling og retssikkerhed.

Dine arbejdsopgaver: 

  • Udvikle politiske forslag der kan gøre en positiv forskel i hverdagen for mennesker med handicap på socialområdet
  • Forberede og deltage i møder med politikere, medlemsorganisationer og andre samarbejdspartnere sammen med DH's ledelse 
  • Følge og udvikle DH's reaktion på aktuelle politiske sager på socialområdet 
  • Tænke kommunikation som en naturlig del af politisk interessevaretagelse i samspil med vores kommunikationsafdeling

Vi lægger desuden vægt på: 

  • At du er en faglig dygtig politisk konsulent. Har du erfaring med socialområdet er det en fordel, men det er ikke en betingelse 
  • At du har analytisk tæft og bruger data i dit arbejde
  • At du har en konstruktiv tilgang til politiske interessevaretagelse, hvor DH søger samarbejde og bidrager med viden og løsninger i den politiske debat.
  • At du er initiativrig, struktureret og tager ansvar 
  • At du er en holdspiller

Om stillingen 
Du vil indgå som en del af Politik og Analyse, der består af seks engagerede medarbejdere. Dit primære ansvarsområde vil være socialområdet, men vi arbejder på tværs i sekretariatet, når der er større sager eller i øvrigt behov for det. Barselsvikariatet er som udgangspunkt fra 1. maj 2019 til 1. marts 2020.

Løn og ansættelsesvilkår forhandles individuelt. For yderligere oplysninger kontakt politisk chef Anita Vium Jørgensen på 29130374 avj@handicap.dk (efter uge 7). Ansøgningen sendes med CV og eksamenspapirer til job@handicap.dk senest d. 11. marts kl. 9. Samtalerne finder sted d. 18. og 19. marts.  

Vi ønsker en mangfoldig medarbejdergruppe og opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, race, religion, handicap eller etnisk baggrund.

Om DH

DH er fælles talerør og paraplyorganisation for 34 handicaporganisationer og repræsenterer alle typer handicap. Organisationerne har cirka 340.000 medlemmer og de fleste bor i Høje-Taastrup i Handicaporganiationernes Hus – verdens måske mest tilgængelige kontorhus.

DH vil kendes som både et markant talerør for handicaporganisationerne og som en konstruktiv samarbejdspartner for omverdenen. Vi bidrager med viden om handicap og nye løsningsforslag.

DH vil kendes som internationalt orienteret. Vi udbreder handicapkonventionen og er aktive i dansk udviklingssamarbejde. Vi arbejder for FN’s verdensmål, så ingen lades i stikken.