Du er her:

Rådgiver med programerfaring til DH's internationale udviklingssamarbejde

Vil du være med til at skabe positive forandringer for personer med handicap i udviklingslande? Danske Handicaporganisationers (DH) søger en rådgiver og programkoordinator til en tidsbegrænset stilling.

Vi er det fælles talerør for 34 handicaporganisationer. Gennem politisk arbejde og konkrete tiltag skaber vi bedre livsvilkår for personer med handicap på lokalt, regionalt, nationalt, europæisk og globalt niveau.

Det internationale udviklingssamarbejde, som DH og DH's medlemsorganisationer gennemfører i udviklingslande, er finansieret gennem en bevilling fra Udenrigsministeriet til DH’s Globale Handicapprogram. Arbejdets omdrejningspunkt er ønsket om at realisere FNs handicapkonvention og Verdensmålene gennem partnerskaber med ligesindede organisationer i udviklingslande.

Lige nu søger vi en rådgiver og programkoordinator til afdelingen Internationalt Samarbejde. Man skal dels være ansvarlig for at rådgive DH's medlemsorganisationer, som søger Handicappuljen, og dels være programansvarlig for samarbejde med DH's søsterorganisationer i udvalgte lande.

Dine opgaver vil primært være:

  • Rådgivning om internationalt udviklingssamarbejde til DH's medlemsorganisationer i forbindelse med projektansøgninger til Handicappuljen og sagsansvar for bevilgede projekter.
  • Programansvar for udvalgte landeprogrammer, herunder samarbejde med lokale samarbejdspartnere, M&E, udvikling af nye projektforslag etc.
  • Udvalgte strategiske udviklingsopgaver i relation til DH’s Globale Handicapprogram
  • Synliggørelse af DH's internationale resultater gennem intern og ekstern kommunikation samt politisk interessevaretagelse

Kvalifikationer:
Du har en rettighedsorienteret tilgang til udviklingsbistand og har lyst til at arbejde med at forbedre vilkår for personer med handicap i samarbejde med dedikerede kollegaer og engagerede medlemsorganisationer. Du har god erfaring med programansvar og kan formidle og rådgive logical framework approach til ansatte og frivillige ildsjæle fra DH's medlemsorganisationer og selv håndtere ansvaret for et af DH's landeprogrammer.

Som person er du samarbejdsorienteret, struktureret, initiativrig og trives i et dynamisk miljø hvor der både løftes fælles og forventes selvstændighed.

Du har endvidere:

  • En relevant uddannelse på kandidatniveau
  • God erfaring med at udvikle og forvalte udviklingsprojekter, herunder LFA, M&E og samarbejde med lokale partnere
  • Faglighed indenfor styrkelse af civilsamfundsorganisationer med henblik på at skabe politiske forandringer
  • Erfaring med at arbejde i en politisk ledet organisation og med frivillighed
  • En rummelig personlighed med stort gå-på-mod og lyst til at udvikle nye ideer

Du vil indgå som en del af international afdeling. DH sekretariat består af ambitiøse medarbejdere, der vil gøre en forskel og samtidig sætter pris på et godt arbejdsmiljø og godt kollegaskab.

Stillingen er tidsbegrænset og i udgangspunktet af 6 måneders varighed.

Løn og ansættelsesvilkår forhandles individuelt. For yderligere oplysninger kontakt international chef Mette Müller Kristensen på tlf. 27140920.

Ansøgningen sendes med CV og eksamenspapirer til job@handicap.dk løbende og senest mandag den 17.december kl.8.00. Samtaler finder sted inden jul og tiltrædelse snarest muligt.

Vi ønsker en mangfoldig medarbejdergruppe og opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, race, religion, handicap eller etnisk baggrund.

Danske Handicaporganisationer er en paraplyorganisation for 34 organisationer, der har 330.000 medlemmer. Vores sekretariat består af 33 engagerede medarbejder. Vi brænder for det, vi arbejder med og har en flad struktur, hvor der er kort fra idé til handling. Danske Handicaporganisationer bor i Handicaporganisationernes Hus tæt ved stationen i Høje Taastrup.