Søg
Kvinde iført briller og sort kjole uden ærmer arbejder på et lager. Hun pakker kasser med varer..

Billedet viser en kvinde, der står i en lagerbygning foran en række af papkasser og sorterer flasker.

Indfør en handicap-klausul i jeres kommune

I Københavns Kommune skal virksomheder have medarbejdere med handicap ansat, for at de kan være leverandører til kommunen. Vi fortæller om den sociale klausul, kommunen har indført, og hvordan I kan arbejde for, at jeres kommune også får en.

Mennesker med handicap kan sagtens være en del af arbejdsmarkedet. Det var grundtanken, da Københavns Borgerrepræsentation i 2023 indførte en klausul, der forpligter kommunens leverandører til at have medarbejdere med handicap ansat.

Klausulen gælder for leverandørkontrakter på mere end fem millioner kroner. Det kan for eksempel være kantinedrift, vagtordninger, opsætning af ladestandere, renovering af offentlige bygninger og rådgivning om trafikprojekter.

Stort potentiale i medarbejdere med handicap

Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (Ø) har sammen med en række andre partier stillet forslaget. Hun håber det vil være med til at ændre på virksomheders indstilling til at ansætte medarbejdere med handicap, udtalte hun i pressemeddelelsen fra Københavns Kommune: 

”Det er et stort problem, at mange mennesker med handicap ikke kan finde et job. Jeg vil gerne skubbe på for, at flere virksomheder får øjnene op for, at mennesker med et handicap også er værdifulde medarbejdere for dem. Særligt i en tid, hvor der er mangel på arbejdskraft, er jeg sikker på, at mange virksomheder vil opdage, at det kan være en del af løsningen”, siger Karina Vestergård Madsen og fortsætter:

”Mange virksomheder er ikke klar over, hvor meget kvalificeret arbejdskraft de går glip af, når de ikke også har fokus på at ansætte mennesker med et handicap. Det håber jeg, at den nye sociale klausul vil rette op på. Og jeg er overbevist om, at virksomhederne vil opleve, at de får nogle medarbejdere ind med kvalifikationer, som kan skabe stor værdi.”  

En klausul med perspektiver i

Københavns Kommune er den første til at have en sådan `handicap-klausul´. 

Nu skal vi have landets andre kommuner til at følge Københavns eksempel. Det er et af forslagene i vores forslagskatalog til en ny politik for beskæftigelse.

Det kan øge efterspørgslen efter ledige med handicap gevaldigt, hvis alle kommuner bruger deres indkøbspolitik til at få ledige med handicap i job. Kommunerne køber samlet ind for mange milliarder kroner hvert år. Alene i København indgår de 160 nye kontrakter om året på over fem millioner kroner hver.

Så her er, hvad I kan gøre i jeres kommune

Så tag initiativet op i dialogen med politikere og embedsmænd. Fortæl om ordningen og opfordr dem til at følge Københavns eksempel og beslutte at stille krav til leverandørerne om at ansætte medarbejdere med handicap. 

Forarbejdet er gjort. Der ligger en konkret model, kommunerne kan prøve af:

Tryk her for at finde Københavns Kommunes kontraktklausul (åbner i pdf)

Tryk her for at finde medslemsforslag (åbner i pdf)

Tryk her for at finde indstillingen (åbner i pdf)

I kan også skrive et debatindlæg eller sende et høringssvar. I kan eventuelt bruge de lokale ledighedstal for fleksjobbere til at vise antallet af ledige med handicap i kommunen.

Vi anbefaler også, at der med ordningen følger en pligt for alle leverandører til at deltage i et dialogmøde, hvor kommunen blandt andet vil kunne vejlede om mulighederne for at finde og ansætte kvalificerede medarbejdere. 

DH har aktivt støttet initiativet med et høringssvar til Københavns Kommune.

Her finder du DH's høringssvar til Københavns Kommune (åbner i pdf)

Mere om Københavns Kommunes sociale klausul

Det nye krav forpligter leverandører til Københavns Kommune til at have en eller flere medarbejdere med handicap ansat.

Det gælder mennesker i fleksjob eller ansatte, der enten er:

  • på førtidspension med løntilskud, såkaldt skånejob
  • i beskyttet beskæftigelse
  • bevilliget personlig assistent
  • under isbryderordningen, som er nyuddannede med handicap i løntilskud
  • bevilget tilskud til hjælpemidler
  • er ansatte med mentorstøtte
  • er ansat efter de sociale kapitler i overenskomsterne mm.
     

Det er den enkelte forvaltning, der indgår kontrakten, der vurderer hvor mange medarbejdere med et handicap, den enkelte leverandør skal have ansat. 

Ordningen skal evalueres efter to år.