Søg
Billedet viser deltagere ved DH Holstebros temaaften "Din og min fremtid i Holstebro Kommune"

Det handlede om "Din og min fremtid i Holstebro Kommune", da DH-afdelingen holdt temaaften i juni.

DH Holstebro: Sådan byggede vi temaaftenen op

I DH Holstebro har de slået to fluer med et smæk. Henning Færmann og Jytte Lauridsen fortæller, hvordan de på en temaaften har gjort folk klogere på både kommunens borgerrådgiver og på lokalarbejdet i DH.

Hvordan støtter vi op om borgerrådgiverens arbejde og sikrer, at folk ved, hvor de skal gå hen, hvis de kører fast i en sag med kommunen eller har brug for hjælp til en sag?

Det er nogle af de spørgsmål, bestyrelsen i DH Holstebro har stillet sig selv, efter de har haft borgerrådgiver Trine Skonnemose Pedersen på besøg i afdelingen og hørt hende fortælle om sine udfordringer med at blive et kendt ansigt i kommunen. 

De blev enige om en temaaften, og formand, Henning Færmann og Jytte Lauridsen fortæller her, hvordan de med deres temaaften klarede at få gjort deltagerne klogere på både Trines arbejde, men også på afdelingens eget arbejde.

Vi byggede temaaftenen op med forskellige indslag

"Vi var jo ærgerlige over at høre om de mange borgersager, Trine ikke bliver involveret i, fordi folk ikke kender til hendes arbejde. Så vi nedsatte en arbejdsgruppe med Jytte og en anden rutineret aktiv, Jørgen Ahler. De gik i gang med at planlægge en temaaften, der var bygget op omkring Trines oplæg. På den måde sikrede vi os også et trækplaster til vores temaaften.

Men vores overordnede mål med aftenen var at gøre folk klogere på vores eget arbejde. Så vi byggede på med tre oplæg af vores egne om, hvad det vil sige at være lokalaktiv i Holstebros DH-afdeling, Handicapråd og Tilgængelighedsudvalg. På den måde fik vi taget deltagerne hele vejen med rundt om alt det handicappolitiske arbejde, vi er involveret i".

Henning Færmann gik i gang med at bestille skrivetolke til dem, der havde svært ved at høre. Imens lavede Jytte Lauridsen en arbejdsplan for arrangementet, fortæller hun:
"Da strukturen var på plads, skrev jeg alle opgaver og aftaler ind i en arbejdsplan. Det er min erfaring, at vi er nødt til at have en plan for, hvem der gør hvad og hvornår for at sikre, at alle aftaler kommer i hus, og så vi ved, hvem, der kan træde ind ved sygdom". 

De, der kom, fik noget ud af aftenen

"Vi synes, vi er kommet godt i mål med vores ønsker for dagen", konkluderer Henning Færmann og Jytte Lauridsen:

"Vi oplevede, det var en lettelse for mange at vide, hvor de skal henvende sig, hvis de kører fast i en sag med kommunen eller bare har brug for hjælp til en sag. Mange oplevede sig også klogere på, hvad DH er for en størrelse, og hvad vi arbejder med lokalt. Det samme gjaldt for handicapråd og tilgængelighedsudvalg, som flere aldrig havde hørt om før.  

Vi kunne godt have ønsket os et større fremmøde. Især havde vi håbet på lidt flere menige medlemmer fra vores medlemsorganisationer. Og også lidt flere byrådspolitikere, end den ene, der mødte op. Så ud over lidt tekniske udfordringer med generende lysindfald, opkobling til det kommunale netværk samt teleslynge, har vores største udfordring været at få inviteret bredt nok ud. Men vi er til gengæld godt tilfredse med, at de, der kom, fik noget ud af aftenen.

Lokalt nyder vi stor opbakning fra de aktive, og vi vil gerne her til slut benytte lejligheden til at sende Jørgen Ahler en særlig tak for hans store arbejde med at få det hele op at stå".   

Find afdelingens næste arrangement

DH Holstebro er også meget aktiv på både Facebook og på hjemmesiden. 

Vil du se, hvad der er på siderne eller finde afdelingens næste arrangement, så følg linkene her:

Tryk her for at komme til DH Holstebros Facebookside (åbner i nyt vindue)

Tryk her for at komme til DH Holstebros hjemmeside (åbner i nyt vindue)