Søg
Nyhed

Dansk PL-profil vil vinde guld

Peter Rosenmeier er et af de bedste danske bud på en medaljetager i Rio. Han tror på, at det kan blive til en guldmedalje i bordtennis.

Logoet for de paraolympiske lege 2016

Peter Rosenmeier har en klar mission. Han vil træde op på medaljeskamlens øverste trin i Rio. Dermed vil han forsøge at gentage bedriften fra PL i Beijing i 2008, hvor det blev til en guldmedalje.

”Jeg glæder mig til at vinde. Det er min ambition. Med to bronze- og en guldmedalje ved tidligere PL, så har jeg en forhåbning om at blande mig, der hvor det er rigtig sjovt. Og så glæder jeg mig selvfølgelig også til de store kampe mod de bedste bordtennisspillere i verdenen”, lyder det fra Peter Rosenmeier.

Handler om at præstere mentalt

Bordtennisspillerens deltagelser ved PL i London, Beijing og Athen har alle givet medaljer. Peter Rosenmeier har derfor også en god fornemmelse for, hvad der skal til, hvis det skal blive til medaljer endnu en gang.

”Når man står ved bordtennisbordet i Rio, bliver det ikke så meget det fysiske og spillemæssige, der bliver afgørende. Det bliver, om man er mentalt klar på at præstere max i 20 minutter. For hvis ikke, kan man ryge hjem. Det er vilkårene”, siger han.

PL er en speciel oplevelse

Ved PL i London i 2012 var Peter Rosenmeier fanebærer for den danske trup. Han fortæller, at de Paralympiske Lege altid er en speciel oplevelse. 

”Det er virkeligt et specielt syn, at se 5000 mennesker med forskellige handicap samlet på et sted. Det er også specielt at se, hvor stor forskel der kan være på de vesteuropæiske atleter, når de kommer kørende med al deres hightech-udstyr, mens forholdene er helt anderledes for mange af de afrikanske atleter”, lyder det fra Peter Rosenmeier.

Stærk dansk PL-trup

Peter Rosenmeier glæder sig også til at se flere af sine danske med-atleter forsøge at komme til tops i deres sportsgrene.

”Der er eksempelvis Jonas Larsen i svømning, længdespringeren Daniel Wagner, og vores fire ridepiger. Selvom vi er et mindre hold med end til PL i London, så ser mange af de danske atleter stærkere ud end dengang. Der er blevet sat en målsætning om fem medaljer. Den tror jeg, vi kan indfri. Og hvis alt går op i en højere enhed, kan det måske blive otte eller ni medaljer.”

Peter Rosenmeier spiller sin første kamp torsdag d. 8. september.

På dette link får du en oversigt over, hvornår de danske PL-atleter skal i aktion ved PL