Søg
Debatindlæg, Nyhed

DH-formand: Vi har brug for en ensomhedsstrategi

I et debatindlæg i Altinget plæderer DH-formand Thorkild Olesen for, at vi bliver nødt til at komme ensomhed til livs. Det kan gøres ved at åbne op for fællesskabet flere steder.

DH-formand Thorkild Olesen

Efter pandemien viser tal fra Sundhedsprofilen, at ca. hver ottende dansker kæmper med ensomhed. Men det er ikke en ny følelse for mange mennesker med handicap. Allerede før pandemien viste flere undersøgelser, at mennesker med handicap oftere blev ramt af ensomhed end alle andre.

Eksempelvis viste tal fra Vive i 2016, at tæt på hver anden med større psykisk handicap ofte eller meget ofte er alene, selvom de hellere ville være sammen med andre. For mennesker uden handicap var det otte procent.

I et debatindlæg i Altinget forklarer DH-formand Thorkild Olesen, hvordan vi skal åbne fællesskabet op og fjerne de praktiske barrierer, der efterlader folk med handicap uden for fællesskaberne.

I indlægget præsenteres tre fællesskaber, arbejdsmarkedet, uddannelsessystemet og fritidslivet, hvor der kan sættes ind, og hvordan det bør gøres.

Til arbejdsmarkedet nævner han fx et politisk mål i kommunerne, at fleksjobledigheden skal ned på samme niveau som den generelle ledighed. Til uddannelsessystemet skal der indføres en skole-indsatsgaranti. Og til fritidslivet, at den fysiske tilgængelighed opjusteres, så det ikke er svært at færdes i den kollektive trafik.

Du kan læse Thorkilds forslag fra debatindlægget her (åbner nyt vindue)