Søg
Nyhed

DH og SIND: En ambitiøs plan for psykiatrien er meget tiltrængt

I dag præsenterede Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen 37 anbefalinger til en ny plan for psykiatrien. Det er meget tiltrængt, lyder det fra DH og SIND.

Charlotte griber sit barn som rutcher ned til hende fra en bakke.

Charlotte er mor, men også en af de danskere, der har en række psykiske handicap.

Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen har netop fremlagt deres faglige oplæg til en ti-års plan for psykiatrien. De skal danne grundlag for regeringens udspil til en samlet 10-års plan for udvikling af psykiatrien.

Oplægget vækker glæde fra både SIND og DH, der også er talerør for mennesker med psykiske handicap.

DH-formand Thorkild Olesen kalder det godt og nødvendigt, at der i oplægget er fokus på den lange række af problemer som mennesker med psykiske udfordringer oplever i dag:

"Nu håber vi, at regeringen og Folketingets partier lytter til fagfolkene og hurtigst muligt kommer i gang med at føre en ambitiøs plan ud i livet. Børn og voksne med psykisk lidelser bliver alt for ofte mødt af et system, hvor hjælpen ikke kommer i tide."

Det faglige oplæg indeholder 37 anbefalinger til en styrket indsats over for mennesker med psykiske lidelser, der omhandler alt fra en styrket socialpsykiatri, en bedre og tidligere indsats over for børn og unge samt øget kapacitet og kvalitet i behandlingspsykiatrien.

Mia Kristina Hansen, formand for SIND, peger på behovet for, at vi styrker indsatsen på en lang række områder, som berører mennesker med psykiske lidelser:

”Kapaciteten i både behandlingspsykiatrien og i socialpsykiatrien skal øges markant. Der skal skabes langt større sammenhæng mellem de forskellige indsatser. Hvis vi skal skabe bedre liv og bedre forløb for mennesker med psykiske lidelser, er det nødvendigt med en bred indsats, og at politikerne virkelig vil prioritere det området – også økonomisk. Vi skal have sammenhæng, hvor alle tager ansvar og samarbejder - både det offentlige og civilsamfundet. Det skal være en plan, hvor mennesket kommer før systemet.”

Det faglige oplæg indeholder en række faglige mål, som skal sætte retning for indsatsen. Herunder er et mål om, at mennesker med psykiske lidelser skal leve længere liv med mindre sygdom.

Mennesker med psykisk sygdom dør i gennemsnit 15-20 år tidligere end resten af befolkningen og i en undersøgelse fra 2020 foretaget af Dansk Handicaporganisationer (DH) svarer 65 procent af de adspurgte mennesker med psykiske handicap, at de har oplevet, at fysiske symptomer er blevet tilskrevet deres psykiske lidelse, mens der i virkeligheden viste sig at være en anden årsag.

”Der en voldsom ulighed og grundlæggende uretfærdigt, at mennesker med psykisk sygdom også er i langt højere risiko for at få forværret deres sygdom eller i sidste ende dø, fordi symptomer overses eller tilskrives noget andet. Så det er bare et af de områder, hvor vi håber politikerne vil lytte til de faglige anbefalinger og sætte nogle ambitiøse mål,” siger Thorkild Olesen.

Det faglige oplæg fra Sundhedsstyrelsen kan læses her.

Kontakt

Billede Jannie. Mellemblondt hår, delvist opsat. Smiler. blå skjorte.

Jannie Bruun Andersen

Chefkonsulent på sundhedsområdet
26 79 61 65