Søg
Nyhed

DH til Mette F: Husk at give de svageste uddannelse

Socialdemokraterne vil gøre det mere attraktivt for dagpengemodtagere at tage en uddannelse. Men også kontanthjælpsmodtagerne har brug for opkvalificering, mener DH.

Danske Handicaporganisationer roser Socialdemokraternes forslag om at give ledige ufaglærte 110 procent af dagpengesatsen. Men der er også behov for at hjælpe de allersvageste ledige på eksempelvis kontanthjælp.

”Mette Frederiksen fortjener ros. Men forslaget mangler tiltag for kontanthjælpsmodtagere. Vi har mange personer med handicap på kontanthjælp, der gerne vil bidrage. Det vil være oplagt også at give dem en gulerod for at tage en uddannelse”, siger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH).

Kan løse mangel på arbejdskraft

”Danmark mangler faglært arbejdskraft i fremtiden. Ifølge SFI har cirka 70 procent af kontanthjælpsmodtagerne ingen erhvervsuddannelse. Hvis vi udvider Socialdemokraternes idéer kan vi virkelig hjælpe mange mennesker – til gavn for hele Danmark”, siger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH).

Kontanthjælpsloft rammer hårdt

I forvejen har regeringen gjort livet surt for nogle af landets allersvageste med kontanthjælpsloftet, der ikke mindst går ud over personer med handicap.

”Vi har en gruppe, som er hårdt presset af kontanthjælpsloftet. Nu må det være tid til at støtte dem. Det er netop dem, der har længst til arbejdsmarkedet, og de har derfor allermest brug for en hjælpende hånd”, Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH).