Søg
Internationalt samarbejde

Den nepalesiske handicapbevægelse underviser 50.000 folketællere

Tal og viden er to afgørende søjler for handicapbevægelser verden over. Da Nepal i 2021 afholdt folketælling, satte den nepalesiske handicapbevægelse derfor alle sejl til, så mennesker med handicap blev talt med.

Et billede af forskellige nepalesere med handicap, og klædt i forskellige kulturelle dragter. De bærer skilte, hvor der budskaber, som opfordrer dem til at blive talt med - særligt hvis de har et handicap.

Betydningen af befolkningstal: Da Nepal i 2015 vedtog en ny grundlov, blev de lokale strukturer styrket. De omkring 29 millioner nepalesere kunne nu søge hjælp lokalt i deres kommuner frem for føderalt. Det betød også at den nepalesiske handicapbevægelse fokus rykkede sig fra hovedstaden Kathmandu til de 753 kommuner og syv provinser. Arbejdet for at påvirke magthaverne ligger nu lokalt, og en af paraplyens opgaver er at understøtte dette. Og mens de moralske argumenter er mange, så er det tal, evidens og konkret viden, som udgør det tungeste skyts i den nepalesiske handicapbevægelses arbejde.

Når staten, provinserne og kommunerne beslutter, hvordan pengene skal prioriteres, så tager de udgangspunkt i deres befolkningstal. I mange lande er befolkningstællinger en gang hvert tiende år en uundværlig brik i at få overblik over befolkningens antal, alder, uddannelse, beskæftigelse, levetid mv. Derfor er det afgørende, at mennesker med handicap også bliver talt med, så deres behov kan imødekommes.

Spurgt ind til handicap allerede i 2011: Da Nepal foretog sin forrige folketælling i 2011 var første gang, der blev spurgt ind til, om man havde et handicap. Det var et kæmpe skridt, men ikke uden udfordringer, idet der kun var 5 handicapgrupper - fysisk, døv, blind, mentalt handicappet eller multihandicappet- at vælge mellem. Langt fra alle kunne eller ønskede at identificere sig med, eller passede ind i de fire kategorier, så underrapportering af mennesker med handicap var udbredt.

Vejen banet for vigtige ændringer: Derfor arbejdede den nepalesiske handicapparaply - National Federation of the Disabled Nepal (NFDN) - for, at det nepalesiske statistiske bureau skulle gøre brug af 'Washington Group's' spørgsmålssæt, der er specifikt designet til at tælle mennesker med handicap og anbefalet af FN. Trods intenst lobbyarbejde lykkedes det ikke, men det betød ikke at NFDN kom tomhændet derfra. Det lykkedes at overbevise det statistiske bureau samt relevante ministerier om problemet med underrepræsentation af mennesker med handicap i befolkningstællinger, og det banede vejen for en række vigtige tiltag. 

Svarkategorier udvidet fra fem til 12: I spørgeskemaet blev svarmulighederne udvidet til 12 svarkategorier, ligesom svarmuligheden ’mental ill’ blev erstattet med det mindre stigmatiserende ’psychosocial disability’. Det var en vigtig sejr, da den bredere definition af handicap gør det lettere at genkende sin egen situation og svare korrekt.

Uddannet 50.000 befolkningstællere: Uddannelsesmaterialet til brug for træning af befolkningstællere blev opdateret, og  60 medlemsorganisationer blev klædt på til opgaven med at træne 50.000 befolkningstællere i hele landet - 1,5 times træning - hvor  de bl.a. lærte om forskellige typer handicap, og hvordan man møder husstande på en respektfuld og imødekommende måde, så de vil oplyse om mennesker med handicap i hjemmet, samt hvordan man udfyldte spørgeskemaet korrekt.

30.000 husstande besøg af mennesker med handicap: Mennesker med handicap blev også involveret i selve befolkningstællingen som befolkningstællere og vejledere. De 1.700 befolkningstællere med handicap besøgte total set 30.000 husstande – det samme som tællerne uden handicap nåede. De fungerede samtidig som rollemodeller og sendte et tydeligt signal om ikke at skjule information om medlemmer af husstanden, der har et handicap.

”Min deltagelse er vigtig”: Handicapbevægelsen gennemførte også en omfattende oplysningskampagne. Gennem sociale medier, TV, radio og aviser understregede handicapbevægelsen igen og igen vigtigheden af, at personer med handicap stod frem og deltog, når befolkningstællerne kom forbi. Medlemsorganisationerne var involveret i udformningen af materialet - blandt andet en video og en plakat - og NFDN organiserede virtuelle møder med sine lokalafdelinger og medlemsorganisationerne, hvor det blev aftalt, hvordan de bedst kunne dele kampagnen med deres bagland. Kampagnen blev delt massivt op til befolkningstællingen, hvilket resulterede i 1.449.813 delinger - videoen 829.000 gange, og plakaten 615.813 gange - og var en øjenåbner ikke kun for almindelige borgere men også for regeringen, ministerier og andre beslutningstagere.  

Den nepalesiske handicapbevægelses arbejde med befolkningstællingen viser, at selvom den ikke inddragede de spørgsmål, som medlemsorganisationerne og NFDN startede med at efterspørge, så behøver det bedste ikke være det godes fjende – tværtimod. Handicapbevægelsens omfattende arbejde har åbnet en masse øjne hos regeringen, statistikbureaet og beslutningstagere om vigtigheden af at få talt alle med. Nu afventer NFDN resultatet, og gør klar til at fortsætte arbejdet for at forbedre vilkårene for mennesker med handicap i Nepal.