Søg
Nyhed, Internationalt samarbejde

Nu går spejderne på gaden for at tjene penge til børn med handicap i Rwanda

Lørdag den 17. september begynder Spejderhjælpen sin årlige kampagne. I tre år vil Spejderhjælpens indtægter gå til at sikre at flere børn med handicap kommer i skole i Rwanda.

Dreng skriver "skole skal være for alle" på en skoletavle

Drengen på plakaten her, hedder Ildephonse.

Han er privilegeret, fordi han er blandt den ene procent af eleverne, som går i skole på trods af et handicap.  Hans familie har gennem flere måneder fået støtte fra NUDOR (The National Union of the Disability Organizations of Rwanda) og nu er det lykkedes at få Ildephonse i skole igen.

 Så når spejdere over hele landet i de næste uger f. eks. tilbyder hjælp til græsslåning, hundeluftning, opvask, loppemarkeder, vandreture og meget mere vil de indtjente penge gå til at støtte NUDOR’s arbejde med at etablere modelskoler, der skal vise at det kan lade sig gøre at inkludere børn med handicap .

Man kan gøre rigtigt meget for få penge. Med penge fra Spejderhjælpen og frivillige hænder i lokalsamfundet, og vejledning fra den lokale handicaporganisation, vil udvalgte modelskoler blive forbedret, så flere børn med handicap kommer i skole.

Der skal bygges flere ramper, så man for eksempel kan komme ind i klassen i en kørestol. Og der skal gøres noget ved toiletforholdene og skaffes rent vand.

Spejderne er lette at genkende i gadebillede. De bærer uniform og har derudover et lille arbejdskort med, hvor de kan skrive dagens indtjening. Arbejdskortet er med braille.

Læs mere på : www.spejderhjaelpen.dk

Støt Spejderhjælpen med en donation:
Nordea
Registreringsnummer 0392
Kontonummer: 2551 249 487