Søg
Nyhed

Det nye regeringsgrundlag set med DHs øjne

Den nye regering og regeringsgrundlaget er endelig kommet. Og der er flere positive ambitioner i det for mennesker med handicap.

Thorkild Olesen interviewes af DR i forbindelse med ferniseringen af fotoserien At høre til

Efter flere ugers ventetid med regeringsforhandlinger er det hele nu faldet på plads. Og med en ny regering bestående af Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre følger der selvfølgelig også et nyt regeringsgrundlag. Her er nogle af de hovedpunkter, som vi i DH især hæfter os ved.

Det er glædeligt, at handicapbevægelsen sammen er lykkes med at få den nye regering til at have ambitioner for mennesker med handicap. På side 46 i regeringsgrundlaget har det fået sin egen overskriften: Bedre muligheder for mennesker med handicap.

Her er nogle af ambitionerne for området:
- Flere skal have mulighed for bidrage i arbejdsfællesskabet.
- Der skal skabes mere fleksible uddannelser, så flere unge med handicap kan gennemføre en uddannelse.
- Der skal indføres en specialeplan på det specialiserede socialområde.
- Det skal være lettere at få et hjælpemiddel.

Det er enormt positive takter. Og i overskrifter lyder det godt. Men nu starter arbejdet med at påvirke regeringen til, at der bliver leveret nogle gode løsninger. Læser man længere ned i grundlaget, kan det blandt andet ses, at der er fokus på gruppen af unge uden job og uddannelse. 

I DH har vi igennem en længere periode sat fokus på netop den dem. En analyse viser, at mindst 40 procent af dem har et handicap. Mange af de unge har et efterslæb fra dårlig inklusion i folkeskolen. Det er vigtigt at have med i den diskussion og det videre arbejde.

På sundhedsområdet vil regeringen se på, hvordan man nedbringer uligheden i sundhed og får et mere sammenhængende sundhedsvæsen. Ulighed i sundhed og manglende sammenhæng er noget mange mennesker med handicap og kronisk sygdom mærker. Derfor vil vi fra DH’s side gå aktivt ind i det arbejde.

Og sidst men ikke mindst, lægger regeringen op til at reformere velfærdssystemet ved blandt andet at sætte den offentlige sektor fri. Man vil give lederen mere ansvar, og medarbejderne skal dokumentere mindre. Her er det helt centralt, at hvis man laver sådan en reform også øger tilliden til borgerne. For ingen beder om hjælp uden at have brug for det. Vi foreslår desuden, at et af de få centrale mål bliver borgernes livskvalitet. 

Så alt i alt er DHs første indtryk, at vi har fået en regering og et regeringsgrundlag med mange gode ambitioner til at forbedre forholdene for mennesker med handicap og pårørende. Dem skal vi have gjort til virkelighed! 

Og det er ingen hemmelighed, at vi har forslag og løsninger klar til at blive taget ned fra hylden.

Hvis du vil læse endnu mere om de forskellige punkter i regeringsgrundlaget, som handler om mennesker med handicap, så kan du hente vores politiske notat, der er at finde ude til højre her på siden.

Kontakt

Sigurd Jørgensen i Handicaporganisationernes Hus

Sigurd Jørgensen

Kommunikationschef
92 15 00 88