Søg
Nyhed

Nye tal: Flere og flere fleksjobbere kommer i job

Nye tal viser, at ledigheden blandt fleksjobbere nu er nede på 12,7 procent. For halvandet år siden var det 17,4 procent. Det er en positiv udvikling, men der er stadig mulighed for at få mange flere mennesker med handicap i job.

Jobmuligheder gør mit handicap mindre A3

Danmarks Statistik offentliggjorde mandag de nyeste beskæftigelsestal. For syvende måned i træk er udviklingen fortsat: Aldrig har så mange været i arbejde.

I Juni blev der registreret 2.963.000 lønmodtagere og en ledighedsprocent på det generelle arbejdsmarked på 2,5 procent. 

For landets fleksjobbere kan den stigende beskæftigelse også mærkes. Det viser de nyeste tal, som DH har udarbejdet.

I januar 2021 var landsgennemsnittet for fleksjobledighed på 17,4 procent. I juni 2022 var den faldet til 12,7 procent. Formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, hilser udviklingen velkommen:

"Det er rigtig positivt. Det er også nu med den store fremgang i beskæftigelsen, at vi har en gylden mulighed for at få flere med handicap i job. Der er dog plads til, at vi får et endnu mere rummeligt arbejdsmarked."

Fleksjobtallene fra januar 2021 til juli 2022
  • januar 2021: 17,4%
  • februar 2021: 17,5%
  • marts 2021: 17,0%
  • april 2021: 16,5%
  • maj 2021: 15,9%
  • juni 2021: 15,3%
  • juli 2021: 15,4%
  • august 2021: 14,7%
  • september 2021: 14,2%
  • oktober 2021: 13,7%
  • november 2021: 13,3%
  • december 2021: 13,4%
  • januar 2022: 13,6%
  • februar 2022: 13,3%
  • marts 2022: 13,1%
  • april 2022: 12,8%
  • maj 2022: 12,6%
  • juni 2022: 12,4%
  • juli 2022: 12,7%

Kilde: Jobindsats.dk og Danske Handicaporganisationers egne beregninger

For selvom flere mennesker med handicap er kommet i job, så står mange stadig uden for arbejdsmarkedet, selvom de gerne kan og vil bidrage. Det vidner fleksjobledigheden om, når den stadig er over fem gange så høj som den generelle ledighed.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og DH gik tidligere på året sammen om et udspil til at få flere med handicap i job. Du kan læse mere om forslagene ved at klikke på boksen nedenfor.