Inklusion i skolen

Hvad forstår DH ved begrebet inklusion?

Der er forskellige opfattelser af begrebet inklusion:

Inklusion er et centralt begreb i FN’s Handicapkonvention. Inklusion handler om, at mennesker med handicap skal have mulighed for at deltage i det almindelige samfund, på lige fod med andre.

Inklusion i skolen handler om, at skolen skal sikre, at alle børn trives, udvikler sig fagligt og socialt og føler sig som en ligeværdig del af skolens fællesskab. Det gælder, uanset om børnene går i almindelig klasse, i specialklasse eller på en specialskole.

Når man taler om inklusion i skolen, refererer det ofte til den proces, hvor kommunerne fra 2012 og frem til 2016 forsøgte at øge andelen af elever med handicap, der er inkluderet i den almindelige undervisning. I den proces blev mange børn med handicap flyttet fra specialundervisningsområdet til den almindelige undervisning.

Selvom børnene fysisk blev en del af den almindelige undervisning, var der ikke nødvendigvis tale om inklusion, forstået som børn, der trives og udvikler sig fagligt og socialt i skolen.

Hvad er der galt med inklusionen?

Et af de store problemer med inklusionen har været, at skolerne ikke har haft de nødvendige ressourcer og viden om handicap til at kunne inkludere børn med handicap i den almindelige undervisning. Mange skoler og forældre til børn med handicap har oplevet inklusionsprocessen som en spareøvelse.

Det har betydet, at mange børn ikke har fået den nødvendige støtte og hjælp i undervisningen, at mange børn med handicap fritages fra fag i skolen (fx idræt), og at de ikke kan deltage i temadage, udflugter og andre af skolens fælles aktiviteter. Sådan skal inklusion ikke se ud.

Den fejlslagne inklusion har ført til en høj grad af mistrivsel blandt børn med handicap. Mange har udviklet tillægsdiagnoser som angst, selvskade og depression og har langvarigt, ufrivilligt skolefravær.

Det er et problem, som DH gennem flere år har undersøgt, fx gennem spørgeskemaundersøgelser blandt forældre til børn med handicap.

Den seneste undersøgelse fra 2019 viste, at:

• 59 % af forældrene svarer, at deres barn ”i mindre grad” eller ”slet ikke” får den nødvendige støtte til at kunne deltage i undervisningen på lige fod med de andre elever.
• 46 % af forældrene svarer, at de er ”uenig” eller ”meget uenig” i, at deres barn trives i skolen.
• 55 % af forældrene svarer, at de samlet set er utilfredse med inklusionen af deres barn.
• 69 % af forældrene svarer, at lærere og pædagoger ikke har nok viden om barnets handicap. 

Hvorfor mener DH, at inklusion er en god idé?

Overordnet set har DH en vision om, at mennesker med handicap skal være inkluderet i det almindelige samfund. Det er vigtigt, at vi igennem barndommen lærer at vise forståelse for hinandens forskelligheder. Inklusion handler om øget mangfoldighed i samfundet, hvor mennesker med og uden handicap møder hinanden og lever sammen.

I skolen oplever vi, at vi kommer fra forskellige baggrunde. Vi kan være opvokset i forskellige kulturer. Vi ser forskellige ud. Og så har nogle af os et handicap.

Når vi har været vant til at gå i skole sammen, være til børnefødselsdage, gå til sport og fritidsaktiviteter sammen, så er det også naturligt, at vi en dag skal arbejde sammen og møder hinanden i supermarkedet, i toget, på tanken og i teatret.

DH mener, at inklusion og mangfoldighed som idé og overordnet mål er den rigtige vej at gå. Den vision må vi ikke opgive på grund af de spareøvelser, der har ført til manglende succes og manglende opbakning til, at børn med handicap skal inkluderes i den almindelige undervisning.

Tidligere har vi i Danmark haft parallelle systemer til mennesker med handicap, fx inden for transport, skoler (der ofte lå langt væk), boliger (der ofte lå væk fra det ”almindelige samfund”) og særlige beskæftigelsestilbud for mennesker med handicap. Den gang var mennesker med handicap ekskluderet fra det omgivende, ”normale” samfund.

I dag er der i langt højere grad kommet en forståelse af, at samfundet er mangfoldigt og at mennesker med handicap har ret til at være en del af – blive inkluderet i det almindelige samfund. Men det kan blive endnu bedre. I DH mener vi, at denne forståelse skal grundlægges fra barnsben. Derfor er det vigtigt, at børn i skolen lærer, at verden er mangfoldig.

Hvad mener DH overordnet om at inkludere børn med handicap i den almindelige undervisning?

DH mener, at børn med handicap har ret til at gå i den lokale folkeskole. Det er skolen (ikke barnet), der skal tilpasse sig, så den kan inkludere de børn, der bor i skoledistriktet.

Børn med handicap skal have den nødvendige støtte til at indgå i undervisningen på lige fod med de andre elever i klassen. Det kræver både ressourcer og viden om handicap.

Når skolen har ressourcerne til at give barnet den nødvendige støtte i undervisningen og barnets lærere og pædagoger har viden om handicap og inklusion, så er det muligt at inkludere de fleste børn med handicap i den almindelige undervisning.

Hvis et barn med handicap mistrives i den almindelige undervisning, fordi skolen ikke lykkes med at inklusionsopgaven, skal barnet have ret til et specialiseret tilbud.

Undersøgelser peger på, at børn med handicap, der har gået i den almindelige undervisning, klarer sig bedre ved folkeskolens afgangseksamen, og at flere tager en ungdomsuddannelse.

Det er bestemt ikke alle kommuner eller skoler, der i dag lykkes med inklusionsopgaven. Og det er en nærmest umulig opgave, hvis der står én lærer i en klasse med 25 børn, hvoraf flere har særlige behov.

Men der er heller ingen, der siger, at folkeskolen absolut skal se sådan ud.

Fx har forsøgene med NEST klasserne på Katrinebjergsskolen i Aarhus vist, at inklusion godt kan lade sig gøre, når man har viden, ressourcer og rammer. NEST klasserne er almindelige folkeskoleklasser, men der går kun 16 elever i klasserne, hvoraf fire børn har autisme. Der er to lærere i klassen, der har specialpædagogiske kompetencer. Forsøget med NEST klasser viser, at inklusion af børn med handicap er mulig, når de rigtige rammer er til stede.

Læs mere om NEST klasserne i Aarhus her

NEST er karakteriseret som en mellemform, det vil sige en mellemting mellem en almindelig klasse og et specialtilbud. Det er et almindeligt skoletilbud, der forsøger at tilgodese behovene hos elever med handicap, der ellers ville have behov for et specialskoletilbud.

Hvornår er inklusion vellykket?

Inklusion i skolen handler ikke bare om, at et barn med handicap nu fysisk går i en almindelig folkeskoleklasse.

Men hvornår kan man tale om, at inklusionen er vellykket?
Det kan man efter DH’s mening, når barnet har det godt og trives i skolen (fx er glad for at komme i skole i fleste dage) og indgår i klassens fællesskab på lige fod med de andre børn. Når barnet lærer og udvikler faglige og sociale kompetencer, så er der tale om vellykket inklusion.

Hvis det skal lykkes, så kræver det viden hos lærerne. Både specialpædagogisk viden og viden om handicap. Skolen skal være indrettet tilgængeligt for børn med handicap. Og så kræver det, at skolerne har ressourcer til at løfte inklusionsopgaven.

Hvilke børn skal ikke inkluderes i den almindelige undervisning?

Det kan man ikke svare så enkelt på. Det handler selvfølgelig om det enkelte barns handicap. Og så handler det om, hvordan rammerne for den almindelige undervisning ser ud.
Hvilke ressourcer er til stede i klassen? Hvilken viden om handicap har lærerne? Hvor mange børn går i klassen? Er klassen og skolen (inklusiv faglokaler) indrettet tilgængeligt?

Inklusion i den almindelige undervisning skal give mening for både det enkelte barn og for klassen.

Som folkeskolen er indrettet i dag (med de ressourcer, der er til stede), er der stadig en del børn med handicap, der i højere grad profiterer af et specialskoletilbud. Det skal de have.

Hvad er mellemformer og hvad mener DH om mellemformer?

Danmarks Lærerforening (DLF) definerer mellemformer således:

”Mellemformer er et begreb, der definerer et skoletilbud eller undervisningsform, som i sin organisering og ressourcetildeling forsøger at lave et skoletilbud, som tilgodeser såvel almenområdet som specialområdet. For elever, som har særlige behov og dermed individuelle støttebehov, skal mellemformen muliggøre et mere fleksibelt og elevfokuseret skoletilbud, som i videst mulige omfang skaber deltagelsesmuligheder for alle.”

Kilde: Danmarks Lærerforenings hjemmeside, hvor man kan læse mere om DLF’s forståelse af mellemformer og om principper herfor

Om mellemformer er en god ide eller ej afhænger fuldstændigt af, hvad det konkrete skoletilbud består af.

Et eksempel på en mellemform er NEST klasserne på Katrinebjergskolen i Aarhus. NEST klasserne er almindelige folkeskoleklasser, men der går kun 16 elever i klasserne, hvoraf fire børn har autisme. Der er to lærere i klassen, der har specialpædagogiske kompetencer. Forsøget med NEST klasserne viser, at inklusion af børn med handicap er mulig, når de rigtige rammer er til stede. NEST er umiddelbart en relativt dyr løsning, da der er få elever i klassen og to lærere. Omvendt tyder det på, at det samlet set ikke er dyrere end at give børn med handicap et specialskoletilbud.

Læs mere om NEST klasserne i Aarhus her

Mange forældre til børn med handicap er bekymrede for, at ”mellemformer” også kan dække over, at børn med handicap får et dårligere skoletilbud, fordi det er billigere for kommunerne, i stedet for et dyrere specialskoletilbud.

Det er ikke muligt i sig selv at sige, om et skoletilbud som mellemformer er godt eller dårligt. Det afhænger alene af kvaliteten og ressourcerne, der følger med.

DH vil følge tæt med i udviklingen med kommunernes øgede brug af mellemformer.

Hvad mener DH om specialskoler?

Som den almindelige undervisning ser ud i dag, er der børn med handicap, hvor det ikke giver mening at inkludere dem i den almindelige undervisning. Disse børn har ret til at gå i gode specialklasser eller specialskoler, hvor de trives, udvikler sig fagligt og socialt og føler sig som en ligeværdig del af fællesskabet.

Der har tidligere på nogle specialskoler været en tendens til, at der var højt fokus på trivsel, men mindre fokus på børnenes faglige udvikling. Vi ved, at der er færre elever på specialskoler, der tager folkeskolens fulde afgangseksamen.

DH mener, at det er vigtigt, at der er høj kvalitet i undervisningen på specialskolerne, og at der er høje forventninger til alle børn. Også børn med handicap skal udnytte deres fulde potentiale.

DH's konkrete forslag til at skabe god inklusion:

Skolens økonomi må ikke spænde ben for, at et barn med handicap kan få den nødvendige støtte i undervisningen eller få det rigtige skoletilbud.

God inklusion kræver, at skolens personale har viden om handicap og om at skabe inkluderende læringsmiljøer for børn med særlige behov. Det kræver også, at skolen har ressourcer til at løfte opgaven.

Det er klart, at det er en vanskelig opgave, hvis der står én lærer i en klasse med 25 børn, hvoraf flere har særlige behov.

DH har nogle konkrete forslag til at forbedre inklusion på skolerne:

• Støtte: DH mener, at børn med handicap skal kunne få støtte i undervisningen langt hurtigere og mere fleksibelt end i dag. Det uanset om de er blevet udredt og har fået en diagnose, eller ej. I dag venter børn i alt for lang tid på at få den nødvendige hjælp. Dermed stiger barnets mistrivsel og der er risiko for, at barnet udvikler tillægsdiagnoser som angst, OCD og depression.
   
• Inklusionsvejledere: Alle skoler skal have dygtige inklusionsvejledere. Det er lærere og pædagoger med specialpædagogske kompetencer og viden om handicap, der kan støtte lærerne i at skabe inkluderende læringsmiljøer.
   
• Co-teaching: Brugen af co-teaching skal udbredes. Her er det en lærer med specialpædagogiske kompetencer, fx fra en specialskole, der planlægger, gennemfører og følger op på undervisningen sammen med klassens almindelige lærere.

• Skolepsykologer: Skolepsykologerne skal tilbage på skolerne​​​​​​​

• Viden: Skolen skal have adgang til gratis, specialiseret viden, når der kommer en elev med et handicap, som skolen ikke har tilstrækkelig viden om.​​​​​​​​​​​​​​

• Ret til klageadgang: DH mener, at forældre til børn, der er inkluderet i den almindelige undervisning (med under 9 timers støtte om ugen), skal have ret til at klage til en uvildig instans over manglende inklusion.