Søg

Yalla, sammen fremad!

Dette projekt er det tredje projekt i DDL’s partnerskaber med døveorganisationer i Jordan, som bygger videre på erfaringer og resultater opnået i tidligere projekter. Der udføres organisationsudvikling af det jordanske døveforbund (JFD), bl.a. gennem træning af ledere og medlemmer på forskellige niveauer i organisationen og ved at etablere strukturer, procedurer og arbejdsgange for JFD. Der arbejdes også på at styrke døve kvinders rettigheder og deltagelse både i JFD og i døvesamfundet. JFD skal færdiggøre en strategi for dets fortalervirksomhed indenfor 3 udvalgte områder: Tidlig indsats, inklusion af døve i folkeskolen, og adgang til tegnsprogstolkning. Strategien skal styrke JFD’s kapacitet til at udføre fortalervirksomhed ved at gøre den mere struktureret og målrettet. Adgang til tegnsprog og tegnsprogstolkning er en grundforudsætning for døves inklusion i samfundet. Derfor udvikles der standardiserede pensum og undervisningsmaterialer, som 15 døve tegnsprogslærere skal bruge til at undervise i jordansk tegnsprog. De eksisterende tegnsprogstolke bliver opkvalificeret og samarbejdet mellem tegnsprogstolkene og døvesamfundet skal forbedres. Der laves også forberedelser til at etablere en egentlig tegnsprogstolkeuddannelse i samarbejde med et universitet, som forventes at komme i gang fra 2025 som en del af det næste projekt.
Organisation(er)
Danske Døves Landsforbund
Land
Jordan
Periode
-
Projekttype
B2: Mellemstort udviklingsprojekt
Total bevilling
2.955.229DKK