Søg
Billedet viser Inge-Lise Pedersen fra DH Skive

Skive: Sådan har vi brugt DH's fakta-ark

I Skive har de brugt DH's fakta-ark med kommunens budgettal på det specialiserede socialområde til at gå i dialog med lokalpolitikere og forvaltningschefer. Inge-Lise Pedersen fortæller her om processen.

DH Skive er en af godt 20 afdelinger, der har taget imod tilbuddet fra DH om at få udarbejdet et fakta-ark med budgettal for det specialiserede socialområde.

Vi har ringet og talt med Inge-Lise Pedersen, som er formand for Lev Skive og aktiv i Skives DH-afdeling. Hun fortæller, hvordan de sidste år, med fakta-arket i hånden, fik sat gang i en god dialog i handicaprådet om kommunens budget for området:

- Jeg fik ideen fra DH-brevet, hvor vi blev opfordret til at få udarbejdet et fakta-ark med budgettal for vores kommune. De andre i afdelingen var helt enige. Så vi bestilte fakta-arket.

Fakta-arket gav os et godt overblik over budgettet på området

Fakta-arket viste sig at give afdelingen et rigtigt godt overblik over udviklingen i kommunens budget, fortæller Inge-Lise Pedersen: 

- Med fakta-arket i hånden, kunne vi jo hurtigt se, at Skive Kommune lige siden 2019 har underbudgetteret det specialiserede socialområde fra år til år. I 2021 underbudgetterede kommunen for eksempel området med 13,8 mio. kr. i forhold til regnskabet.

Men ikke nok med det, vi kunne også ud fra tallene se, at kommunen siden 2019 har sat færre penge af til området. I 2022 og 2023 udgjorde området således 16,8 procent af alle kommunens serviceudgifter. Mens området i 2019 udgjorde 17,7.

Det regnskab, havde vi svært ved at få til at gå op, og vi spurgte blandt andet os selv: Hvorfor sætter vi færre penge af til området i dag, når vi har flere borgere på både børne- og voksenhandicapområdet, der har brug for støtte?   

Med fakta-arket i hånden fik vi gang i en god dialog

I håb om at få svar på deres spørgsmål, tog de fakta-arket med på møde i handicaprådet, og her fik de sat gang i en god dialog, fortsætter Inge-Lise Pedersen:

- De tre lokalpolitikere og to forvaltningschefer i rådet havde sådan set ingen protester imod budgettallene. De forklarede afvigelserne med, at bare én dyr borger kan vælte budgettet. 

Og det hører vi ofte i denne tid. At det specialiserede område er dyrt og sprænger kommunernes budgetter. Men det vil de nok ikke gøre, hvis kommunernes budgetter var mere realistiske. Så hvorfor kan vi ikke have en buffer, der tager forbehold for uforudsete udgifter? Budgettet for 2024 er for eksempel allerede overskredet. 

Vi aftalte også, at når der kommer et nyt fakta-ark primo 2024, vil vi tage emnet op igen i Handicaprådet. Så i år vil vi dykke lidt mere ned i tallene og prøve at hitte rede i, hvad de viser, inden vi går til møde i handicaprådet. Og særligt i forhold til afvigelserne, så vi kan have lidt flere kvalificerede spørgsmål.

Det specialiserede socialområde

Det specialiserede socialområde dækker over indsatser og tilbud til udsatte børn og unge, voksne med sociale udfordringer samt børn og voksne med fysiske, psykiske eller kognitive funktionsnedsættelser.