Søg

Afdelingens hjemmeside og Facebook

Formålet med den lokale hjemmeside er at vise omverdenen, at vi har en lokalafdeling, som man let kan komme i kontakt med.

Målgruppen er for eksempel lokale medlemsorganisationer, som vil med i DH. En anden målgruppe er kommunen eller andre foreninger i kommunen, som vil i kontakt med DH. 

Hjemmesiden er dermed ikke et internt arkiv for bestyrelsen. Tænk over, om det, du lægger på hjemmesiden, er relevant for målgrupperne.

DH’s sekretariat opdaterer kontakter på formanden, så det altid er korrekt.

Afdelingen kan bruge hjemmesiden efter behov. Man kan i princippet undlade at skrive på den, da den automatisk vil fremstå opdateret og enkel.

Man kan også bruge den til at skrive om afdelingens arbejde, fx kommende arrangementer eller vigtigste prioriteter. Man kan også lægge dokumenter op som årsmødereferater og handlingsplan, så omverdenen kan få indblik i arbejdet.

Pdf-filer

Filer i pdf-format er sjældent tilgængelige. Derfor anbefales det, at man lægger dokumenter op i Word.

Facebook

Det er helt frivilligt, om DH-afdelingen ønsker at være til stede på Facebook. Man kan have en side eller en gruppe. Sider er gode til synlighed, deling af information, samt oprettelse af begivenheder. Gruppe er gode til debatter, som lukket dialogforum og til erfaringsudveksling. Uagtet om man ønsker at drive en side eller en gruppe, skal det ske i henhold til de af DH vedtagne retningslinjer. De vedtagne retningslinjer følger herunder:

Retningslinjer for DH-afdelingens brug af Facebook

  • Siden eller gruppen skal have et simpelt navn, der tydeligt angiver dens tilhørsforhold. Eksempelvis DH + kommunenavn, fx DH Halsnæs.
  • DH er en partipolitisk uafhængig organisation. Det betyder, at medlemmer af DH-afdelingen kan give udtryk for DH's politiske holdninger, men ikke egne personlige partipolitiske synspunkter.
  • Facebook-siden er IKKE til drøftelse eller afklaring af personsager. Her kan evt. henvises til den enkelte medlemsorganisation. Det er naturligvis i orden at rejse og debattere en problemstilling ud fra en personlig erfaring.
  • Hold opslagene og debatten i en god og saglig tone.
  • Husk på, at vi udtrykker os forskelligt. Så vær tolerant over for andres holdninger og hold fokus på sagen/budskabet fremfor på afsenderen.
  • DH-afdelingens Facebook-side må ikke bruges til reklamer.
  • Udpeg en hovedansvarlig for siden/gruppen og hav altid minimum to administratorer tilknyttet.
  • Husk altid at indhente godkendelse fra de involverede personer ved evt. brug af fotos på siden.
  • DH er ikke ansvarlig for indhold lagt op på en lokalside.

 

Hvad er forskellen på en Facebook-side og en Facebook-gruppe?

En Facebook-side er stedet, hvor alle kan gå ind og læse om afdelingen og aktiviteterne. Alt, som slås op på en side er som udgangspunkt synligt for alle.
DH anbefaler, at man opretter en Facebook-side, hvis man gerne vil bruge Facebook til at skabe synlighed om afdelingens arbejde.

En Facebook-gruppe er et digitalt samlingssted, hvor mennesker, der hører sammen i en gruppe/en interesse/en klub/en forening eller lignende kan skrive sammen og dele dokumenter. Grupper kan være åbne, lukkede og skjulte. DH anbefaler at oprette en lukket gruppe, hvis man gerne vil facilitere en dialog eller udveksle filer eller erfaringer med en afgrænset gruppe.

Du finder trin-for-trin guide til, hvordan du opretter en gruppe eller en side fra bunden af nedenfor. 

 

Andre tips

Filformater:
Det er lidt forskelligt hvilke filformater du kan gøre brug af, alt efter om du har en side eller en gruppe. Helt kort kan det siges at:

Du kan IKKE dele PDF’er på sider. Du kan GODT dele PDF’er i grupper.

Klik her for at finde en oversigt over hvilke billedformater, Facebook understøtter.

Klik her for at finde en oversigt over hvilke videoformater Facebook understøtter.

 

Billeder og rettigheder:

Den nemmeste måde at sikre sig, at man har rettigheder til at bruge billeder eller video, er ved at man selv har taget disse. Alternativt kan man bede om mundtlig eller skriftlig samtykke til at måtte dele et billede eller en video, som andre har taget - eksempelvis til et arrangement, man har afholdt. Har I brug for andre billeder, kan I alternativt lede i gratis billedatabaser. DH tager ikke ansvar for uretmæssig brug af visuelt materiale, eller for disse siders troværdighed. 

En søgning på Google henviser til blandt andet disse to forslag:
Gratis billeder fra pixabay

Gratis billeder fra pexels