Søg

Presse

DH har samlet en række spørgsmål og svar til ofte stillede spørgsmål vedrørende handicapparkeringskortet.

Info og tal om handicapparkeringskort

Hvordan fungerer et handicapparkeringskort?

Med et handicapparkeringskort kan man holde på parkeringspladser, hvor der er afmærket et kørestolssymbol. Det giver en række lempelser i forhold til tidsbegrænset parkering og betaling.

Bag på kortet står indehaverens navn med billede og underskrift. Kortet følger ejeren og kan anvendes i enhver bil, som ejeren af kortet transporterer sig i. Det er kun tilladt at bruge kortet uden indehaveren i bilen, hvis en person skal hente indehaveren af kortet.

Her er det tilladt at parkere på en handicapparkeringsplads, hvis man kort tid efter kommer retur med indehaveren af handicapparkeringskortet. Det er op til politiet og p-vagterne at vurdere, om reglerne bliver overholdt.

Hvordan får man et handicapkort?

Det er først og fremmest en lægefaglig vurdering, om man kan få et handicapparkeringskort eller ej. Når den er på plads, kan man sammen med sin lægeerklæring og andre relevante dokumenter om ens helbredssituation via www.handicap.dk sende en ansøgning til DH.

DH kan udstede kortet til personer, der opfylder et eller flere af følgende punkter:

  • Personer, der opfylder betingelserne for at få støtte til køb af handicapbil i henhold til servicelovens bestemmelser.
  • Personer, der er omfattet af individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede – for eksempel Movias handicapkørsel.
  • Personer, der har svært ved at gå, har varig funktionsnedsættelse eller helbredsmæssige forhold, der vanskeliggør muligheden for at færdes i hverdagen for eksempel komme til og fra arbejde og uddannelse. Dette skal dokumenteres med en lægeerklæring.

Oplever DH en stigning i ansøgninger og tildelinger?

Ja, der er flere, der søger og derfor også flere tildelinger. Stigningen af aktive handicapparkeringskort skyldes blandt andet demografien. 

I skrivende stund (december 2023) er der ca. 140.000 aktive parkeringskort i hele landet.

DH er fælles talerør for de danske handicaporganisationer.

Vi repræsenterer mennesker med alle typer handicap - fra hjerneskade og gigt til udviklingshandicap og sindslidelse.

Hvorfor er det vigtigt at have et handicapparkeringskort?

Et handicapparkeringskort giver mange mennesker med handicap flere muligheder. For eksempel adgang til selv at købe ind, hente deres børn, besøge familie, tage på restaurant eller gå i biografen.

Kortet hjælper med andre ord mennesker med handicap til at leve et selvstændigt liv.

Hvorfor er kortet udformet, som det er?

Et EU-direktiv fastlægger handicapparkeringskortets format og udseende. Derfor er det en større proces på EU-niveau at ændre kortet. Der er dog et arbejde i gang (december 2023) for at forny kortet.   

Hvad sker der, hvis kortet misbruges?

Når personer uden retsmæssigt krav på et handicapparkeringskort alligevel bruger kortet, ødelægger det ordningen. Konsekvensen er, at misbrugere af kortet tager parkeringspladserne fra dem, der har brug for at kunne parkere på en handicapparkeringsplads.

Misbrug, forfalskning og tyveri af handicapparkeringskortet er et anliggende for politiet.

Hvad sker der, når et kort bliver stjålet eller mistet?

Når et handicapparkeringskort meldes stjålet eller mistet, spærres kortets serienummer og gøres ugyldigt. Hver dag sender DH lister ud med nye ugyldige serienumre til parkeringsselskaberne og til de politikredse, som efterspørger listerne. På den måde kan de opdage brug af ugyldige kort.  

Hvordan prøver DH at komme snyd til livs?

I DH arbejder vi på, at kortet skal være mere tyveri- og misbrugssikkert. For eksempel er der holografisk tryk på kortet, som gør det umuligt at lave en kopi af kortet.

Pressebilleder af parkeringskort

 

Billede af et parkeringskort

 

Billede af et parkeringskort