Søg
Internationalt samarbejde

Arbejdet med ny udviklingspolitisk strategi skudt i gang

Udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen (S), satte i sidste uge gang i arbejdet med at skabe en ny udviklingspolitisk strategi, og særligt mennesker i de mest marginaliserede positioner, såsom mennesker med handicap, bør være i fokus, mener DH.

Illustration af Verdensmålshjulet med 17 forskellige farveblokke i et hjul

Udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen, har offentliggjort planen for en ny udviklingspolitisk strategi, der skal afløse den nuværende ’Verden 2030’-strategi og opfordret til, at danske civilsamfundsorganisationer bringer indspil til bordet.

”Den nye udviklingspolitiske strategi skal imødegå en verden i forandring, men skal samtidig bygge og stå på den solide danske udviklingspolitiske erfaring og kompetence, særlige danske styrkepositioner, vores stærke partnere og det store folkelige engagement. Vi skal se på, hvor Danmark bedst kan gøre en forskel for en mere tryg og retfærdig verden. Og dermed også passe på vores eget danske samfund. Jeg ser frem til at høre fra borgere, partnere og interessenter, om hvordan de ser Danmarks udviklingspolitik i de kommende år.”, siger han bl.a. i en pressemeddelelse.

DH arbejder for bekæmpelse af ulighed og marginalisering

DH mener, at den nye udviklingspolitiske strategi bør danne rammen om en række konkrete målsætninger, der fremmer forholdene for mennesker med handicap og personer i en marginaliseret position. Det er afgørende, at der sættes gang i et arbejde med at udvikle og implementere en handlingsplan med afsæt i ’Leave No One Behind’-princippet, så det fremover, også i praksis, efterleves.  En handlingsplan vil samtidig gøre det muligt at følge op på i hvilket omfang de samlede danske indsatser inkluderer mennesker med handicap i internationale udviklingsindsatser og humanitært arbejde.

I øjeblikket står alt for mange mennesker med handicap uden for den udvikling, som dansk udviklingssamarbejde er med til at facilitere. Udviklingsbistanden inkluderer de mennesker, der oplever den største marginalisering – herunder mennesker med handicap – så de ikke lades i stikken. Handicapbevægelsen gør et kæmpe, og værdifuldt, arbejde for at bekæmpe denne ulighed, men det kan ikke stå alene. Hvis dansk udviklingssamarbejde for alvor skal sikre at ingen lades i stikken, er det nødvendigt at mennesker med handicap aktivt indgår i enhver international udviklingsindsats og sikres muligheden for reel deltagelse i alle aspekter af processerne, der vedrører deres liv. Den udviklingspolitiske strategi bør danne rammen for disse tiltag, så vi kan tage første skridt mod at ingen lades i stikken – og en mere retfærdig og lige udviklingspolitik.

DH ser frem til det fortsatte samarbejde med udviklingsministeren, og det øvrige civilsamfund, om at skabe en mere retfærdig udviklingspolitisk strategi i kampen mod ulighed og marginalisering af mennesker med handicap.