Søg
Internationalt samarbejde

Dansk/Rwandiske partnerskaber skaber mærkbare resultater

Et spritnyt trekløver paraplypartnerprojekt er netop landet. Et besøg på et afsluttet skoleprojekt viser dets langvarige bæredygtighed og effekt. Og ”patient experts” hjælper mennesker med psykiske handicap på rette vej i sundhedsvæsenet. Teis’ seneste tur til Rwanda giver et indblik i betydningen af et stærkt udviklingssamarbejde.

Randian Union of the Blind lokalafdeling i gang med at undervise kvinder med synshandicap i brug af den hvide blindestok

Rwandian Union of the Blind lokalafdeling i gang med at undervise kvinder med synshandicap i brug af den hvide blindestok.

Mit navn er Teis. Jeg er landeansvarlig konsulent for Rwanda. Det betyder, at jeg  sidder med DH’s eget Rwandaprojekt og partnerskab med den Rwandiske handicapparaply NUDOR, ligesom jeg rådgiver de handicaporganisationer, der har projekter i Rwanda under handicappuljen

For nyligt var jeg i Rwanda i halvanden uge. Og jeg vil gerne invitere dig med på rejsen. For hvad laver man egentlig på sådan en tur?

Fakta om NUDOR, den Rwandiske handicapparaply

Den Rwandiske handicapparaply NUDOR har eksisteret siden 2010 og repræsenterer 15 handicaporganisationer i landet. DH har samarbejdet med NUDOR siden 2011.

Nyt, fællesfinansieret paraplyprojekt landet

Min rolle som konsulent i Rwanda er todelt: Jeg er ankerperson på DH’s partnerskabsprojekt med den rwandiske handicapparaply NUDOR,  så DH kan støtte den i, at blive endnu bedre til at understøtte medlemsorganisationerne, lige dér hvor organisationernes behov er. Og vi understøtter de rwandiske handicaporganisationer, der har partnerskaber med danske handicaporganisationer, blandt andet ved hjælp fra Fabien, som DH har ansat som finansiel controller i Rwanda.

Højt på dagsordenen for min tur til Rwanda  var  de afsluttende forhandlinger og papirarbejde forbundet med  at lande en treparts-partnerskabsaftale mellem DH, den rwandiske handicapparaply NUDOR og en hollandsk organisation, der skal medfinansiere DH’s projekt for de kommende tre år.

Med projektet skal NUDOR blive endnu bedre til at understøtte de mindre handicaporganisationer – også dem, der ikke er anerkendt endnu. Det er et mindre nybrud, da paraplyen på trods af mange partnere har ageret meget ”selvimplementerende”. I dansk kontekst kan det sammenlignes med, at den opererer både som paraplyorganisation og som selvstændig handicaporganisation. Det er stort, at der nu er landet støtte til det – og jeg glæder mig til at følge projektet og udviklingen.

Inspirerende besøg hos dansk/rwandiske projekter

Udover at DH selv har et projekt med paraplyen i Rwanda, så understøtter vi også projekter mellem danske og rwandiske handicaporganisationer via Handicappuljen, som DH forvalter. Og på denne tur fik både jeg, og de konsulenter, som Udenrigsministeriet havde sendt til Rwanda for at evaluere den dansk/rwandiske indsats, et inspirerende indblik i den forskel, disse dansk/rwandiske partnerskaber gør.

Billede af børn med forskellige handicap på tilgængelig skole i Rwanda

Vi besøgte blandt andet et skole-pilotprojekt, som DH tidligere har støttet sammen med Spejderhjælpen, der havde fokus på inkluderende uddannelse. Sidst jeg besøgte det var mere end to år siden. Og med en mellemliggende Corona pandemi kunne man frygte, at mange af initiativerne ikke længere fungerede. Men det var heldigvis ikke tilfældet!

Den skole vi besøgte har taget mange af værdierne og principperne fra projektet til sig. Der er stadig tegnsprogsundervisning for alle, der har brug for det.  De går stadig op i tilgængelighed og forsøger hele tiden at finde måder at blive endnu bedre til det.  Alle nye lærere oplæres af de gamle lærere i at tilrettelægge en inklusiv undervisning. Og så underviser skolen desuden andre skoler i lokalområdet i, hvordan de kan skabe en mere inkluderende skole og undervisning. Det gør en forskel på mange niveauer. Som eleven Edmond, hvis trivsel er steget markant, fortalte: "It is now easier to move around [Classrooms, toilets, playground …] using a wheelchair while before I was obliged to ask colleagues to support me to ride the wheelchair”.

Besøget hos SIND’s partner NOUSPR (National Organization of Users and Survivors of Psychiatry) viste os nogle superstærke og dedikerede frivillige, der oplærer ”patient experts” i at give psykoterapeutisk førstehjælp. Disse patient experts fungerer både som vejvisere ind i sundhedssystemet og ind i selvhjælpsgrupper. Disse grupper er både terapeutiske og skaber indkomstgenererende aktiviteter.  Her var mange stærke personlige beretninger.

Besøget hos Danske Døves Landsforbunds Rwandapartner, RNUD, lærte os rigtig meget om, hvordan de arbejder med lokalafdelinger. Det var inspirerende og opløftende at se, hvordan de på relativt kort tid er vokset og blevet stærke og udøver lokalt fortalerarbejde og mobiliserer døve i lokalområdet. En lignende god udvikling, oplevede vi hos Dansk Blindesamfunds Rwandapartner, RUB, som har nogle ret velfungerende frivilligt drevne lokalafdelinger. Deres arbejde med at understøtte mennesker med synshandicap i, at kunne leve selvstændige liv, tapper ind i en kerne af det, vi i Danmark også arbejder for: Nemlig at alle, uanset handicap, har ret til at leve et liv som alle andre og udleve drømme og potentialer og være en del af samfundet.

Alle projekterne viste virkelig deres berettigelse, hvilket evalueringskonsulenterne heldigvis også noterede. Derudover viste besøget, at vi når ekstra langt, når vi lægger vores kræfter og indsatser sammen i et land og på den måde skaber en helhed, der er mere end summen af delene.

Kontakt

Teis Piel Christensen i Handicaporganisationernes Hus

Teis Piel Christensen

Chefkonsulent
29 24 54 48

Rådgiver & Programkoordinator - Rwanda